Bedst, som priserne på mink så ud til at være på opadgående kurs, kom den for mange sørgelige besked om, at alle mink i Danmark skulle aflives. Tidligere i november var det præcis et år siden, statsminister Mette Frederiksen (S) kom med den beslutning, der siden har affødt voldsom politisk debat og en kommissionsundersøgelse, har i sagens natur haft konsekvenser for avlerne.

En af dem er Ann-Mona Kulsø Larsen, formand for Sjællands Pelsdyravlerforening. For hende har det naturligvis været noget af en omvæltning i det daglige ikke længere at kunne arbejde med mink, og det arbejde savner hun.

- Når man arbejder med dyr, indstiller man sin kalender efter den daglige rytme, som dyrene har, og sådan har det også været med minkene, siger hun og fortsætter:

- I første omgang var pelsningen sidste år lidt aparte, men i forhold til forårets komme, det at passe sine dyr, sørge for at de var slanke og klare til at parre sig, senere få dem parret og få hvalpene. De arbejdsopgaver har selvfølgelig ikke været der.

Nu landbrugsmedhjælper

For Ann-Mona Kulsø Larsen har der dog været noget andet at tage sig til i løbet af 2021.

- På vores bedrift har vi jord ved siden af, så hvor jeg tidligere primært tog mig af dyrene, har jeg i år kunne hjælpe til i marken. Men ellers har jeg brugt tiden på alt muligt andet, siger hun.

De andre aktiviteter, der er på hendes og mandens bedrift, har gjort Ann-Mona Kulsø Larsen til en slags landbrugsmedhjælper for manden, oplyser hun.

For andre kan det have været en sværere øvelse at skulle omstille sig til en ny virkelighed, mens minkaktiviteterne og en endelig ekspropriation er sat på pause.

- Det tager sin tid at lande på sine fødder og få fundet ud af, hvad der nu skal ske. Og jeg har kollegaer, som ikke er i den situation, at de har jord ved siden af. De har, for bare at have et eller andet at stå op til, taget et job, men afventer selvfølgelig stadig, at deres minkvirksomhed skal eksproprieres eller i hvert fald værdisættes, fortæller Ann-Mona Kulsø Larsen.

- Og det går vi, tilføjer hun, jo stadig og venter på her. Vi er så at sige sat på pause. Men det er ikke sådan, at man sidder i sofaen og glor. Man bor på en gård, og så er der altid noget at gøre. Men i forhold til at kunne skabe noget nyt for virksomheden, er vi sat på pause.

Stadig aktivitet i foreningen

Selv om der ikke længere er minkavl i Danmark, er Sjællands Pelsdyravlerforening, hvor Ann-Mona Kulsø Larsen altså er formand, stadig en aktiv forening, og har derigennem kontakt til nogle af medlemmerne, selv om der ikke har været så mange fysiske møder på grund af corona-pandemien.

- Men der har været elektroniske møder, og nogle har ringet til mig for at høre, hvordan det går med de forskellige sager, siger hun med henvisning til de mange sager om udbetaling af erstatning for de flere millioner aflivede mink.

Det er meget forskelligt, hvordan folk er kommet videre siden 4. november sidste år, påpeger Ann-Mona Kulsø Larsen.

- Der er nogle, der savner det meget, og så er der nogle, hvor det er gledet lidt i baggrunden. Det har det til dels også gjort for mig, lige bortset fra at jeg stadig er formand og har siddet tæt på forhandlingsforløbet.

- Sådan på den lange bane, så tror jeg ikke, at der kommer minkavl i Danmark igen. Det er en dyr omgang at skulle i gang igen. Det har sin berettigelse, at avlerne skal erstattes, men for samfundet synes jeg godt nok, at det er en dyr regning.

Ann-Mona Kulsø Larsen

Vigtigt at komme videre

Ifølge Ann-Mona Kulsø Larsen er det også vigtigt, at man er i stand til at lægge fortiden bag sig – og kommer videre.

- Hvis man kun går og tænker på det, der er sket, så risikerer man at blive syg. Og der er ikke så mange, der har kunnet tage hånd om minkavleres hverdag end dem selv, men heldigvis har langt de fleste haft god energi til at kunne få timerne fyldt ud med noget andet.

Og hvis man fik muligheden for at få tingene i dansk minkavl tilbage, som de var inden 2020, så vil svaret være klart.

- Hvis man spurgte minkavlerne, om de savnede dyrene og erhvervet, og om de helst ville være der, hvor de var før, så ville langt hovedparten sige ja tak.

Men hun ser ikke den store sandsynlighed for, at minkavl i traditionel forstand for alvor vil få fodfæste i Danmark igen. Og der er der flere årsager til.

- I første omgang er der alt for meget støj rundt om os, både på EU-plan, men også herhjemme. Jeg vil være meget i tvivl om, om vilkårene for at drive minkavl stadig ville være til stede, hvis vi kigger 10 år frem, siger Ann-Mona Kulsø Larsen.

Tvivler på mink i fremtiden

Ifølge pelsdyrforeningsformanden vil der i givet fald måske være en håndfuld avlere, formentlig i Nordjylland, der kunne tænkes at genoptage minkavl.

- Det vil kræve, at man ville have adgang til at kunne få fat i nogle sunde mink, og derefter få fat i foderet. Men det ville så først være i 2023, at det ville ske, siger hun og henviser til, at det nuværende forbud udløber på det tidspunkt.

Overordnet set er der ifølge Ann-Mona Kulsø Larsen dog ikke en gylden fremtid for minkavl i Danmark.

- Sådan på den lange bane, så tror jeg ikke, at der kommer minkavl i Danmark igen. Det er en dyr omgang at skulle i gang igen. Det har sin berettigelse, at avlerne skal erstattes, men for samfundet synes jeg godt nok, at det er en dyr regning, siger hun.