Vi menneskers sommer er i det højeste gear, og ferier og festivaler fejres landet over. For mange fugle er det en helt anden tid, da årets ynglesæson nu er overstået. Det betyder, at mange fugle igen vender næbbet sydpå imod vinterkvarterene.
Det er en tid med mange fugle i luften og på rastepladserne. Der ses et stort antal vadefugle, og mange af dem er små og svære at artsbestemme. Der er dog nogle i vrimlen, der er lettere at kende end andre, og en af dem er hvidkliren.
Hvidkliren er den største af de vadefugle, vi ser herhjemme. Den er lysere end de andre og har meget lange og grønlige ben. Næbbet er langt, mørkt og let opadbøjet. Vingerne er mørke og virker ret ensfarvede. Når fuglen flyver, ses en tydelig hvid kile på ryggen, der hænger sammen med den hvide hale.
Hvidklirens vingefang måler mellem 53 og 60 centimeter. Den er cirka 31 centimeter fra næbspids til haletip, og vejer fra 140 til 270 gram. Arten yngler, når den er omkring to år gammel og får et kuld af fire æg.
Når hvidkliren fouragerer, ses den ofte i små hurtige løb med åbent næb under vand. Her er den i gang med at jage småfisk, som eksempelvis hundestejlere. Derudover lever den af mindre hvirvelløse dyr, og hvad den ellers kan finde i det lave vand.
Arten yngler højt mod nord i Norge, Nordsverige og Finland, men også på den sibiriske tajga helt til Stillehavskysten.
Hvis man vil ud at opleve det store træk af vadefugle, så er Vadehavet det allerbedste sted, men der ses også mange fugle på andre lokaliteter. Prøv et sted nær kysten med lavt vand og god plads, så er der gode chancer for vadefugle. En kikkert og et teleskop vil gøre oplevelsen meget større, og give mulighed for at se fuglene tæt på.
Det haster dog – inden længe er hvidkliren trukket bort, og vi må vente helt til næste forår, for at se den igen.