Græssende dyr har måske hjulpet: Yderst sjælden bi genopdaget efter 50 år

Et forskerhold fra Københavns Universitet har genopdaget den udryddelsestruede overdrevsvejbi i Jægerspris på Nordsjælland. Bien er sidst set i Danmark i 1973 og ville om få år være erklæret nationalt uddød. Fundet peger på, at græssende kvæg og heste hele året rundt gavner de vilde bier.

Mindre vild natur, manglende naturlige forstyrrelser og et intensiveret landbrug truer generelt de vilde bier, lyder det fra et forskerhold på Københavns Universitet.

Alene i Danmark vurderes 19 arter at være uddøde og 56 arter truet. Men nu er en af de bier, man troede var så godt som uddød, vendt tilbage.

Den såkaldte overdrevsvejbi (Halictus leucaheneus) blev sidst fundet på Røsnæs for over 50 år siden og har siden da været betegnet som kritisk truet. Men nu er den fundet igen på militærområdet Jægerspris Skydeterræn i Nordsjælland. Opdagelsen er ifølge forskerne særlig betydning, da overdrevsvejbien ikke kun er yderst sjælden i Danmark, men også er rødlistet som sårbar i resten af Europa, hvor arten går tilbage.

Tilstede uden at blive opdaget

Den sjældne bi er fundet i forbindelse med forskningsprojektet Grazing4Diversity, som undersøger hvordan kvæg og heste, der græsser året rundt, påvirker biodiversiteten i den danske natur.
- Det er spektakulært at genfinde overdrevsvejbien. Var bien ikke blevet fundet nu, ville den om få år ved næste rødlistevurdering have været erklæret nationalt uddød. Bien har højest sandsynligt været tilstede i nærområdet uden at blive opdaget, fortæller Hjalte Calberg Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, der er biekspert og en af forskerne i Grazing4Diversity-projektet.

Overdrevsvejbien er lille og metalglinsende og kan nemt forveksles med andre små metalliske bier, som inkluderer nogle af de mest almindelige arter i Danmark. Den lever på lysåbne, tørre og sandede områder med en sparsom, men blomsterrig vegetation.

Naturlige forstyrrelser

Årsagen til at overdrevsvejbien er gået stærkt tilbage i Danmark og resten af Europa er ifølge forskerne formentlig, at dens levesteder er groet til blandt andet. som et resultat af flere næringsstoffer tilført af landbruget samt manglende naturlige forstyrrelser.

- Når kvæg og heste går ude hele året rundt uden at blive fodret med andet end det, de selv går og finder af føde, laver de en naturlig forstyrrelse. De skaber bar, soleksponeret jord og ændrer vegetationens sammensætning, så der kommer flere føderessourcer til bierne i form af blomstrende urter. De store græssende dyr kan altså øge variationen i naturområder og skabe nye levesteder for sjældne og sårbare arter, fortæller Lasse Gottlieb fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og daglig leder af Grazing4Diversity-projektet.

Forskningsprojektet foregår på 42 forskellige naturområder rundt om i Danmark, hvor kvæg og heste græsser året rundt, som ser ud til at tiltrække de vilde bier i stor stil. Overdrevsvejbien er således bare én ud af i alt 127 arter af bier, der er blevet fundet på tværs af 42 helårsgræssede områder i Danmark som en del af Grazing4Diversity-projektet.

Dermed har forskningsprojektet indtil videre fundet 43 procent af alle Danmarks samlede 296 arter af bier – herunder flere bemærkelsesværdige og overraskende fund.

Guldsmalbi

Eksempelvis er den yderst sjældne og kritisk truede guldsmalbi (Lasioglossum aeratum) blevet fundet på Kulsbjerg Øvelsesplads ved Vordingborg og på Røsnæs og er hermed de første danske fund af guldsmalbi uden for Bornholm.

- De mange fund af sjældne vilde bier i vores projekt har givet os en stærk formodning om at metoden med at lade kvæg og heste græsse året rundt bidrager med yderst vigtige processer til det naturlige økosystem. Lige nu er det noget nær den bedste forvaltningsmodel vi har for vild natur. Den er let at implementere og kræver mindre menneskelige indblanding, slutter Lasse Gottlieb.

Jægerspris Skydeterræn er et militært område og derfor er der ingen adgang for offentligheden.

Læs også