Gennem 25 år har Flemming Salomonsen arbejdet med rovfugle. De seneste år har han dedikeret sig til arbejdet med at bruge sine fugle til at holde skadedyr væk fra boligblokke, industribygninger, fodboldstadions og landbrug over hele landet.
- Stress, stress, stress. Det er det eneste, der virker. Og der må ikke være noget system i det, for så er mågerne kloge nok til, at de ved, hvornår vi kommer.
Gennem 25 år har Flemming Salomonsen arbejdet med rovfugle. I 20 af dem på egen hånd, inden han for fem år siden begyndte at fokusere udelukkende på bekæmpelse af skadefugle. Virksomheden er den eneste af sin slags i Danmark, og fokusset på skadedyr har for alvor sat gang i forretningen, som er vokset til at have syv falkonerer i teamet og cirka 30 fugle – primært falke og høge.
- De sidste fire år er vi vækstet 300 procent om året, fortæller Flemming Salomonsen, der sender sine fugle ud over hele landet, hvor de klarer alt fra svaleproblemer i kvægstalde til måge- og duepestilenser i industrikvarterer, boligblokke og fodboldstadions.
Vil altid vende tilbage
Avisen møder Flemming Salomonsen og falkoner Milan Fulercik på parkeringspladsen foran Business Park Nord i Støvring syd for Aalborg.
Her er missionen at få skræmt mågerne væk fra de flade tage. En mission, der udover mangel på systematik også kræver godt med tålmodighed.
- Normalt siger vi, at det er en to-treårig proces at få skræmt en mågebestand væk, fortæller Flemming Salomonsen.
- En måge, der er født på ét tag, vil altid vende tilbage til det tag, hvis det er muligt. Derfor gælder det om at stresse dem, så de aldrig føler sig sikre i det område, hvor vi arbejder, forklarer mågebekæmperen.
Og mågerne er udmærket klar over, hvad der skal ske, når Falkonertjenestens biler ruller ind.
- Måger har en såkaldt episodisk hukommelse. Det er blandt andet det, der gør, at vi ikke bare kan komme hver dag klokken 13. For så ved de godt, at det bare er der, de skal holde sig væk. Deres hukommelse betyder også, at det er vores biler, der bliver overskidt som det første, mens det nogle gange også går ud over Milan.
Men det er bestemt besværet værd, fastslår Flemming Salomonsen.
- Vi plejer at sige, at vi har 100 procent succesrate. Vi skal nok få skræmt skadedyrene væk. Hvad end det er måger, duer, råger eller svaler.
Geværet skiftet ud med falk
Flemming Salomonsens interesse for rovfugle startede, da han i tidernes morgen begyndte at gå på jagt.
- Jeg startede med at gå på jagt på normal facon, men da jeg først prøvede at gå på jagt med en falk, blev geværet hurtigt skiftet helt ud, forklarer den garvede falkoner, der, inden han satte alt ind på skadefuglebekæmpelse, har lagt fugl og handske til diverse rovfugleshows, og også i sin tid var manden bag etableringen af Falkecenter Samsø, hvor især de store ørne var i fokus.
Men nu handler det hele altså om at bekæmpe de problemer, som andre fugle forvolder. Og der er nok at tage sig til.
- Problemerne med måger bliver bare værre og værre, konstaterer Flemming Salomonsen, der forklarer, at hans grundlæggende opgave er at flytte mågebestandene ud, hvor de oprindeligt hører til:
- Ud på havet, lyder det kontant fra falkoneren, der tilføjer, at rovfuglene også kan tage sig af rotterne, når mågerne er jaget væk.
Sikrer sæderne på stadion
Med stigende fugleproblemer har Flemming Salomonsen ikke problemer med at fylde kalenderen, men i takt med at antallet af opgaver og medarbejderstaben bliver større, er der også blevet længere imellem hans egne ture ud for at bekæmpe skadedyr. Simpelthen fordi kontorarbejdet fylder mere og mere.
Især på Sjælland er der rift om rovfuglene. Her servicerer de cirka 4.000 bygninger, fortæller Flemming Salomonsen. Heriblandt Brøndby Stadion og Parken, hvor duelort på stolesæderne er et stort problem.
- I Parken har de jo haft 15 mand til at gå og tørre stole af i flere dage inden kamp. Vi løser problemet på en time, konstaterer Flemming Salomonsen.
Tidligt ind mod svalerne
Selvom landbrugsopgaverne kun fylder en lille del hos Falkonertjenesten, ser Flemming Salomonsen sine rovfugle som den eneste sikre måde at bekæmpe de gener svalerne – eller rettere sagt deres afføring – kan forårsage i en kvægstald.
- Når det handler om svaler, skal vi ind i stalden i det tidlige forår, inden de lægger deres æg. For ligesom mågerne vil svalerne også vende tilbage til det sted, de er født. Så hvis vi får dem forstyrret i det, er der gode forudsætninger for at holde dem for døren, forklarer han.