Dag for dag ankommer flere af de små trækkende sangfugle fra syd og stemmer i fuglekoret. Mange af sangfuglene er små, sky og de bevæger sig hurtig igennem vegetationen. Derfor kan de være ret svære at artsbestemme, hvis man ikke er heldig at få et godt billede.
De små sangere er lettest at kende på deres sang. I denne tid, hvor kun de første af fuglekorets medlemmer er ankommet, kan man rigtig få trænet fuglestemmerne, og en af de lettere er gransangeren.
Gransangeren er på størrelse med en blåmejse. Dens vingefang er mellem 15 og 21 centimeter, og den er omkring 11 centimeter lang. Med en vægt på bare seks til ni gram er den kun to gram tungere end fuglekongen, der er vores mindste fugl herhjemme.
Den ligner sin fætter, løvsangeren, meget. De er begge hurtige, sky og grålige med svagt grønligt skær. Gransangeren er kortere, og virker mere rund end løvsangeren. Oftest har gransangeren mørke ben, hvor løvsangeren har lyse, men ikke altid.
Faktisk skal man have fuglen i hånden for at være helt sikker. Derfor er det letteste at kende dem på sangen. Gransangeren siger godmodigt tjif-tjaf, og løvsangeren har en række dalende toner, der virker mere melankolske. På engelsk hedder gransangeren ligefrem »Chiffchaff«, og det er ret passende, for arten synger ivrigt og længe.
De små sangere er et spændende kapitel for en fuglekigger, da de er lidt svære at bestemme. De har endda et kælenavn blandt ornitologer og andre kratluskere. Det kommer fra det latinske navn for slægten »Phylloscopus«, der er er blevet fordansket til det mere mundrette »Phyller«.
Der findes mange Phyller med hver deres sang, for eksempel: Fuglekongesanger, Himalayasanger og Hvidbrynet løvsanger, så der er nok at gå i gang med.
Gransangeren er almindelig i hele landet – og synger for fuld styrke lige nu.