Jubilar: Halvt århundrede med maskiner, innovation og visioner

Den 2. oktober 2023 kan maskinforretningen Kragmann A/S fejre 50-års jubilæum. Tilbage i 1973 startede Birthe og Aage Kragmann sammen med værkfører Vagn Larsen forretningen i et lejet telt, hvor den store verdensomspændende maskinforretning den dag i dag har til huse i Middelfart.

Jesper Kragmann, der er anden generation, ejer og direktør, er netop fyldt 60 år, og indtil videre bliver Kragmann-koncernen kørt videre som »business as usual«.

I 1973 sprang Aage Kragmann, med sin solide baggrund fra genvindingsindustrien, ud i et nyt eventyr. Han stiftede sammen med sin kone Birthe og med Vagn Larsen som ansat, virksomheden Kragmann i Middelfart, der dengang var specialiseret i ophugning af traktorer, salg af reservedele og handel med maskiner på internationalt plan. Dengang på virksomhedens ophugningsplads i et lejet telt blev traktormodellerne som Allis-Chalmers, Bukh, David Brown, Fordson og mange flere ophugget til eksport til markeder overalt i verden.
Aage Kragmann var, indtil han etablerede sit eget firma, ansat hos Middelfart Jern- og Traktorforretning, som handlede med traktorreservedele og drev ophugningsforretning. I dag er Aage Kragmann stadig aktiv i bestyrelsen.

- Vores DNA har altid været den frie købmand, og vi har altid ledt efter nicher, vi kan operere i, siger direktør og ejer Jesper Kragmann i et interview med avisen i anledning af 50-års jubilæet den 2. oktober 2023.

1997 blev et skelsættende år

Jesper Kragmann er uddannet inden for skibsfart i Lauritzen-koncernen i 80'erne, dels otte år i København og dels to år i Singapore, hvor han blev den yngste direktør for Rederiets Singapore kontor som 29-årig. Jesper kommer hjem til Danmark og starter i virksomheden den 1. januar 1994 sammen med sin far, Aage Kragmann, hvor de dengang var syv ansatte, og virksomhedens primære forretning var at købe traktorer op engros og sælge dem videre til blandt andet Sydøstasien, Nordamerika og en række andre europæiske lande.

1997 blev et skelsættende år for Kragmann. Som en del af en strategi blev Danmarks første uafhængige store landbrugsmaskinværksted etableret, komplet med mobile servicebiler. Og med et velanskrevet værksted, ledet af Bjarne Pedersen, begyndte virksomheden også at importere brugte maskiner fra udlandet, hvilket lagde fundamentet for salg af større landbrugsmaskiner.

Stor import til reeksport

- Vi fik en stor ordre fra Danida til Eritrea på 10 millioner danske kroner af nye Fiat 110/90 DT, tyrkiske tærskeværker, Bredal-spredere og italienske Nardi tallerkenplove. Vi troede, vi skulle til at leve af det samarbejde, men det blev desværre den eneste ordre fra dem, forklarer Jesper Kragmann med et glimt i øjet.

- I 2001 ansatte vi den første dedikerede detailsælger, der havde stor erfaring med import og salg af John Deere-traktorer, som indtil da var et ubetrådt forretningsområde for os, og i 2002 etablerede vi Worldwide Tractors og Worldwide Rebuilders i Sydafrika, hvor vi købte traktorer, der blev renoveret og solgt videre til vores kunder i Thailand og USA i samarbejde med engelske og sydafrikanske partnere, fortæller han.

- Vi påbegyndte en markant parallelimport af nye John Deere-traktorer fra England i 2005, og det udviklede sig meget hurtigt til et forretningsområde frem til 2011, hvor de mange John Deere-traktorer blev reeksporteret primært til Rusland.

- I slut 90’erne begyndte vi at importere brugte selvkørende roeoptagere fra Tyskland til det danske marked, og vi blev de første i Danmark til at prikke dette marked i gang, der senere viste sig at blive et godt marked for de danske maskinleverandører for selvkørende roeoptagere.

- Også import af brugte mejetærskere har været et af de store ben i virksomheden, hvilket allerede startede tilbage i 1999, hvor den første blev importeret fra Claas Landsberg/Grassdorf. Senere blev der importeret store antal af Case CF80-mejetærskere og New Holland TF78 fra England, fortæller han med den hensigt at beskrive virksomhedens mange forretningsområder.

Vigtige milepæle

Der er flere store milepæle i Kragmanns historie, der har ændret forretningen fra ophugning af traktorer til eksport og reeksport.

- Vi oprettede et værksted i 1997 med mobile servicebiler, der viste sig at blive en vigtig del af vores forretning. I 2001 ansatte vi vores første detailsælger, der fik sat gang i vores import af blandt andet John Deere-traktorer, og i 2004 ansatte vi en mand til at varetage vores importprodukter, blandt andet blev vi importør af RTS-sprøjter, men det blev solgt til Lemken, herefter Simba og Rem. Vi har stadig importen af Rem suge/snegle maskiner, påpeger han, og fortsætter:

-Vi blev autoriseret New Holland-forhandler i 2014, og i 2020, da vi købte Maskinpartner, begyndte vi også med entreprenørmaskiner, hvor vi i dag har Lännen og Bergmann entreprenørmaskiner.

Fremtiden

Kragmann A/S og Maskinpartner A/S er i dag en stor virksomhed med hele 40 ansatte, og egenkapitalen i Kragmann er på 62,3 millioner kroner. Virksomheden er den dag i dag stadig specialiseret i import og eksport af store landbrugsmaskiner og tilbyder et bredt sortiment af landbrugs- og entreprenørmaskiner.

Jesper Kragmann er 60 år, og indtil videre bliver Kragmann-koncernen kørt videre som »business as usual«.

- Virksomheden er i topform, og fremtiden er svær at spå om, men jeg har et brændende ønske om, at virksomheden skal fortsætte, når jeg ikke er her mere. Jeg tænker, at der er flere muligheder for fortsat drift her i Middelfart. Den lige vej fremad er at finde en direktør, som jeg kan køre parløb med og dele strategi og visioner med. Direktøren skal have aktieoptioner og en langsigtet strategi om en dag at erstatte mig, når jeg ikke er her mere, slutter Jesper Kragmann.

Læs også