Temadag om udendørs svineproduktion

SvineRådgivningen sætter for 5. år i træk fokus på specialiseret rådgivning indenfor økologi- og frilandsproduktion.

Datoen er i år sat til tirsdag den 1. marts klokken 9-16 på Landbrugscenteret, Sagro, Majsmarken 1 i Billund.

Temadagen er målrettet svineproducenter, medhjælpere og firmafolk under overskriften »Fremtiden er nu«.

Find mere om tilmelding og se hele programmet for dagen på SvineRådgivningens hjemmeside.

 

 

Toksinudfordringer i flere besætninger

- Vi oplever i øjeblikket flere besætninger, der oplever en stigende frekvens af udskudte endetarme samt slagtesvin med røde, hævede kønslæber som tegn på toksinpåvirkning.

Sådan lyder det fra Ø-Vet i deres seneste nyhedsbrev, hvor de samtidig opfordrer til at tilsætte toksinbinder i tilfælde af symptomer.

Derudover anbefaler dyrlægerne endvidere fortynding eller eventuelt kassation af det pågældende fodermiddel, afhængig af toksinniveau og omfanget af symptomer.

- Hold skarpt øje med symptomer i din besætning, lyder opfordringen fra Ø-Vet.

 

 

Planlæg kommende investeringsbehov og søg tilskud til miljø- og klimateknologi

Fra medium maj til august 2022 er der en pulje på 244 mio. kr. hvoraf en andel vil gå til svineproducenter. Rådgiverne hos SvineXperten anbefaler i deres seneste nyhedsbrev, at man planlægger sine investeringsbehov for de kommende år.

- Til februar håber vi at have et udkast til vejledning og nærmere indhold i ordningen. Det vi ved nu er, at du først må investere i teknologien, når du har sendt en ansøgning, der gives 40 procent tilskud af standardprisen for teknologien, og der er ingen krav om indhentning af tilbud, da tilskudsordningen bygger på standardpriser.

Ifølge rådgiverne, er der tidligere givet tilskud til mange forskellige teknologier og redskaber, eksempelvis: Teltoverdækning, LED, ventilation, gyllekøling, gastæt silo, foderudstyr/fasefodring, luftrenser, m.fl.

- Så gå allerede nu i tænkeboks, hvis dette kunne være aktuelt for dig, lyder opfordringen fra SvineXperten.

 

 

Fodring af pattegrise i farestalden

I det seneste nyhedsbrev fra Ø-Vet henviser dyrlægerne til meddelelse nr. 1240 fra Seges. I meddelelsen har Seges undersøgt effekten af vådfoder (i minivådfodringsanlæg) i farestalden til pattegrise versus tørfoder.

Resultaterne viser, at grise, der får vådfoder i farestalden fra dag 9 til fravænning, har højere tilvækst frem til 9-ugers alderen end pattegrise, der får tørfoder. I forsøget var vægten ved 9 uger 1 kilo højere for grise, der havde fået vådfoder sammenlignet med grise, der havde fået tørfoder.

Ifølge Ø-Vet har Seges endvidere undersøgt effekten af fravænningsalder på vægten ved 9 uger. Grise fravænnet ved 5 uger var gennemsnitlig 0,5 kg tungere ved 9 uger end grise fravænnet ved 4 uger.

Seges konkluderer hermed, at effekten af vådfoder i farestalden er større end fravænningsalderen. I forsøget blev der også set på forskelle i antal diarrébehandlinger, men her vurderes det, at diarréforekomsten var for lav til, at der kunne påvises en forskel. Vådfoder er dog tidligere vist at være fordelagtigt i relation til fravænning uden zink.

Ø-Vet påpeger i deres nyhedsbrev, at forsøget absolut er relevant, og at minivådfodringsanlæg i farestalden bestemt kan overvejes ved renovering og nybyggeri. De understreger dog samtidig, at fravænningsalderen ikke skal underkendes.

- I dette forsøg er effekten af fravænningsalderen trods alt 0,5 kg ved 9 uger, hvis fravænning øges fra 4 til 5 uger. Et samspil mellem vådfoder i farestalden samt høj fravænningsalder må forventes at have en betydelig, positiv effekt, lyder det fra dyrlægerne.