Farmdroid er årets start-up-virksomhed

Markrobotproducenten Farmdroid har vundet EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Start-up. Den enige jury kalder virksomheden den ideelle start-up, der både løser et oplagt problem og fremmer bæredygtighed.

- De har formået at gøre det til en god forretning at kombinere automation, CO2-neutralitet og rent økologisk landbrug, lød det fra erhvervsmanden Jan Lehrmann, da han uddelte prisen ved et stort show i København til en glad René Jannick Jørgensen, der er administrerende direktør hos Farmdroid.

EY Entrepreneur Of The Year er Danmarks og verdens mest anerkendte vækstskaberkonkurrence, der finder sted i flere end 60 lande.

Hovedvinderen deltager i den internationale finale, der finder sted juni i Monaco.

Mollerup Mølle får rekordomsætning

Den familiedrevne Mollerup Mølle A/S har aldrig tidligere haft en så stor omsætning som i det seneste regnskabsår.

Omsætningen steg med 15 procent fra 1,27 milliarder kroner til 1,46 milliarder kroner. Overskuddet før skat kunne dog ikke følge med omsætningen, da det faldt med 2,2 millioner kroner fra 11 millioner kroner til 8,8 millioner kroner.

- Omsætningen har været tilfredsstillende med pil op, mens resultatet før skat er tilfredsstillende med en lille pil nedad, siger Søren Rathcke, formand for bestyrelsen i Mollerup Mølle i en pressemeddelelse.

Når Mollerup Mølles omsætning er steget til ny rekordhøjde, skyldes det en kombination af prisstigninger og øget volumen i afsætningen.

- Vi har især øget vores salg af gødning, plantebeskyttelse og såsæd, mens vi på foder er vokset marginalt, siger Søren Rathcke og peger på, at væksten fortrinsvis er sket i de geografiske områder, hvor Mollerup Mølle hidtil har været til stede.

Grøn frontløber får stor investor

Bagger-Sørensen Equity A/S investerer større millionbeløb i Lyras A/S, som netop har vundet prisen EY Entrepreneur Of The Year 2021 i kategorien Social Entrepreneurship – Future Impact.

Lyras har udviklet en energisparende teknologi, som har udviklet en banebrydende teknologi, der inaktiverer mikroorganismer i mælk og andre uigennemsigtige væsker ved hjælp af UV-lys.

Samtidig med investeringen bliver CEO i Bagger-Sørensen Equity A/S og tidligere CEO i Fertin Pharma A/S Søren Birn en del af Lyras’ bestyrelse. Det oplyser de i en pressemeddelelse.

- Vi vil gøre en reel forskel for verdens klima. Det kan vi kun gøre ved at vækste globalt. Med aftalen her konsoliderer vi bestyrelsen med yderligere stærke kompetencer i forhold til den rejse, vi er på, siger Rasmus Mortensen, CEO i Lyras. 

Vækstfonden introducerer grønne retningslinjer

Når landbrugere skal låne penge i Vækstfonden, vil der fremover være en række grønne retningslinjer, som de skal forholde sig til. Det oplyser Vækstfonden i en pressemeddelelse.

Dansk landbrug står i disse år overfor at skulle gennemføre en vigtig grøn transformation, og det skal de nye retningslinjer fra Vækstfonden være med til at understøtte.

- Statens finansieringsfond har i mere end 10 år arbejdet med at sikre risikovillig kapital til at udvikle og innovere dansk fødevareproduktion. Nu introducerer fonden grønne retningslinjer, der bliver implementeret på tværs af Vækstfondens låneprodukter til landbruget. Retningslinjerne kommer i forlængelse af den udvikling, vi allerede ser i landbruget, fortæller Lene Gade Hovmøller, landbrugsdirektør i Vækstfonden.

Nemlig.com udfaser turbokyllinger

Inden 2023 rinder ud, vil det være slut med at sælge ferske hurtigvoksende kyllinger hos nemlig.com. Og i 2024 og 2025 vil nemlig.com lave samme udfasning for henholdsvis frosne og forarbejdede produkter med kylling.

- Vi har været i gang med denne udfasning i et godt stykke tid,og allerede i slutningen af i år forventer vi, at over 50 procent af de ferske kyllinger, vi sælger, stammer fra langsommere voksende kyllinger, fortæller kategoridirektør Jack Enevoldsen fra nemlig.com.

Hos dyreværnsforeningen Anima glæder man sig over det tiltag, som Danmarks største online-supermarked på den måde gør for dyrevelfærden.

- Vi er snart ved at have hele detailsektoren med på at sige nej tak til turbokyllinger, og derfor kommer vi også til i stigende grad at sætte fokus på kyllingernes trange pladsforhold i vores videre arbejde, siger Thorbjørn Schiønning, kommunikationschef i Anima.

10.000 danskere slipper haven fri

Stadig flere haveejere vælger at give vores pressede natur en hjælpende hånd. Mere end 10.000 private haver er nu tilmeldt projektet »Slip haven fri«, hvor målet er at gøre haverne mere naturvenlige til gavn for sommerfugle, vilde bier, fugle og mange andre arter. Det skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

- Der er en akut mangel på plads til naturen i Danmark, så det er fantastisk, at stadig flere danskere vælger at bruge en del af deres have til at hjælpe naturen. Det gør en stor forskel, hvis man dropper en lille del af den klassiske trimmede græsplæne til fordel for naturvenlige planter og andre elementer, som får haven til at summe af mere liv. Hver kvadratmeter tæller, hvis vi skal komme sommerfuglene og de andre trængte dyr til undsætning, siger Therese Nissen, naturpolitisk rådgiver i Danmarks Naturfredningsforening.

Flere økologiske grøntsager på markerne

Både økologiske marker med bladselleri, løg og grønkål har haft gevaldigt vokseværk de seneste par år. Det viser nye tal fra Landbrugsstyrelsen.

- Næsten alle typer økologiske grøntsager er i fremgang, når vi kigger på antallet af hektar, de bliver dyrket på. Og det harmonerer jo meget godt med, at danskerne globalt set er dem, der lægger allermest økologi i indkøbskurven, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Ane Førde.

Det er især den økologiske kål, der breder sig på de danske marker. Både arealet med grønkål, blomkål, savoy- og spidskål er mere end fordoblet siden 2015.
Kigger man på hele grøntsagsproduktionen i Danmark er den økologiske andel også steget. Fra 2015 til 2021 steg den økologiske andel af alle danske grøntsagsmarker fra 5,6 procent til 8,3 procent.

- Bag den udvikling ligger dog store forskelle fra grøntsag til grøntsag. For eksempel er hver fjerde løgmark og hver anden gulerodsmark nu økologisk, siger Ane Førde.

Måler man kun på arealet, er netop gulerødder, spisekartofler og ærter de største økologiske afgrøder.

Fødevareforskningen bliver styrket

Nyt center samler alle landets universiteter i forskningsfællesskab om fremtidens fødevarer. Det skriver Mælkeritidende. 

Det nye center START Centre for SusTainable AgRifood sysTems kommer ifølge Mælkeritidende til at spille en central rolle i udviklingen af fremtidens løsninger til grøn omstilling inden for landbrugs- og fødevaresystemer.

- Det er ganske unikt, at alle danske universiteter er gået sammen for at danne en stærk fælles front på tværfagligt niveau. Agendaen inden for landbrug og fremtidens fødevarer har meget høj prioritet for dansk forskning og de udfordringer, som vores verden står overfor, kræver handling for at skabe en mere bæredygtig udvikling, især inden for landbrugs- og fødevaresystemer, fortæller Christine Nellemann fra DTU og siddende formand for styregruppen bag centret START.

START-sekretariatet får base på Aarhus Universitet og ledes af en styregruppe med repræsentanter fra alle de stiftende universiteter.

Høstmarked genopstår

Når sommeren går på hæld, inviterer økologer over hele Danmark til en sensommerweekend den 3. & 4. september i økologiens tegn.

- Økologisk Høstmarked er for alle økologer, der har lyst til at bruge en weekend på at åbne dørene og vise deres høst frem, fortæller Mads Lysgaard Thygesen, projektleder, Økologisk Landsforening

Økologisk Høstmarked hylder smagen, det lokale madlandskab og dyrker fællesskabet sammen med forbrugerne.

- Vi skal styrke fællesskabet mellem land og by, mellem dem der dyrker maden og dem, der spiser den. Økologisk Høstmarked kan det hele og vi glæder os til at byde indenfor, siger Louise Køster, forperson, Økologisk Landsforening.