Vandværk kalder DR-promovering »misvisende«

Bestyrelsen i Nordfyns Vandværk tager nu afstand fra DR’s promovering af programmet »Byen med det giftige vand«. Promovering, man mener, er misvisende i forhold til programmernes egentlige indhold. Foreningen Bæredygtigt Grundvand er ligeledes gået ind i sagen og kritiserer programmernes foromtale.

Bestyrelsen i Nordfyns Vandværk kritiserer nu DR’s promovering - trailere og programomtale - af programmet »Byen med det giftige vand«, der bliver sendt på DR’s tv-kanal her til januar. Det skriver vandværket på sin hjemmeside

Den daværende bestyrelse i Nordfyns Vandværk var oprindeligt gået med til at medvirke i programmet for at sætte fokus på sin egen kamp for at skaffe rent vand til forbrugerne. 

- Det er en historie om nærdemokrati, medborgerskab og noget af det, vi tager helt for givet: nemlig vores allesammens drikkevand. Formålet med denne dokumentarserie er at give seerne et indblik i den lokale, demokratiske proces, det er at drive et vandværk og opfordre dem til selv at tage aktivt del i samfundet. Serien viser, hvordan lokale ildsjæle involverer sig for fællesskabets bedste, står der i et uddrag af den aftale, som vandværket har indgået med DR i juli 2020.

Vandværket mener dog, at trailerne og omtalen af programmet i højere grad fokuserer på et nationalt problem med forurening af grundvandet. Og synes, ifølge vandværket, også at skyde på hvem, der er skyld i det nationale problem. 

- Spørgsmålet om hvem eller hvad der er skyld i vores lokale, såvel som nationale problem, har slet ikke været fokus i de optagelser, som vi har medvirket i. Derfor er det heller ikke en diskussion, som de programmer, som vi medvirker i, indeholder. Vi er derfor utroligt kede af, at vores lokalområde skal være løftestang for den agenda, skriver Nordfyns Vandværk.

Truer med søgsmål

Foromtalen af »Byen med det giftige vand« har også fået foreningen Bæredygtigt Grundvandsbeskyttelse (BG) op ad stolen. Ifølge formand Ulrik Lunden er der »ingen tvivl« om, at DR giver landbruget skylden for grundvandsforureningen, når man bruger ord som »fund af rester fra sprøjtemidler«.

Og når DR henviser til, at kravværdien for drikkevand på Nordfyn er overskredet 30-40 gange. Ulrik Lunden mener, at DR på den måde overtager Danmarks Naturfredningsforeningsforenings (DN) »talmagi«.

- At DN bruger sin indflydelse på at rette talmagi direkte mod landmændenes dyrkningsflade og ejendomsret er ikke noget nyt. Men at public-service stationen Danmarks Radio overtager retorikken og gør den til sin egen, finder vi i BG stærkt utilfredsstillende, siger Ulrik Lunden. 

Ligeledes kritiserer formanden, at man har valgt at invitere en gæst fra netop DN ind som gæst hos DR i forbindelse med en af udsendelserne.

- Det siger alt om den »journalistiske« tilgang hos statsmediet, at det inviterer DN's »kampagnechef« i talmagi indenfor som sandhedsvidne. Vi kræver, at DR fremover fremkommer med dækkende korrekt information til lyttere og seere. Det er simpelthen et krav i henhold til Medieansvarsloven, fastslår Ulrik Lunden og udelukker ikke søgsmål mod mediet.

Nordfyns Vandværk har siden 20 december i år leveret rent og væsentligt blødere vand til forbrugerne i Krogsbølle og omegn. Udsendelserne fra DR kan fra den 31. december streames på DRTV og efterfølgende ses på DR1 den 3., 10. og 17. januar. 

Læs også