Før skulle de selvstændige erhvervsdrivende forholde sig til de sædvanlige skattefrister plus en række frister, der var udskudt på grund af corona-krisen.

Men nu skal stort set alle grupper af skattepligtige kun forholde sig til en enkelt frist: den 1. september.

Det er resultatet af en ny beslutning, som Folketinget har taget på baggrund af coronakrisen, og som Skat nu har effektueret, fortæller skatteekspert i Seges, Jens Jul Jacobsen.

Enkelte undtagelser

Fordelen for landmanden er, at han ikke risikerer at komme i klemme med frister, som han skal forholde sig til før 1. september, fordi disse frister nu også er udsat til den 1. september, forklarer skatteeksperten.

- Derudover får landmændene noget mere tid til at vurdere, om de for eksempel skal ændre nogle ting i deres selvangivelse eller andet.

De fleste af de frister, der nu er udsat, har sammenhæng med arbejdet med de erhvervsdrivendes regnskab. Begrundelsen fra Skattestyrelsen er at give blandt andet revisorerne bedre mulighed for at hjælpe virksomhederne med at håndtere den akutte udfordring, som Covid-19 har medført.

Der er dog enkelte frister, der ikke er udsat. Det drejer sig for eksempel om fristerne i forbindelse med skattefri virksomhedsomdannelse med tilbagevirkende kraft.

Fristen for frivillig indbetaling af restskat er heller ikke udsat, så det er stadig den 1. juli.

Overblik

Jens Jul Jacobsen tilføjer, at Landbrug & Fødevarer sammen med andre erhvervsorganisationer har arbejdet på, at alle frister blev udskudt.

- Vi har arbejdet for klarhed, og at udsættelserne skulle ske bredt og samlet, så der ikke er risiko for, at man kommer til at overse forskellige frister, og så det samlet er til gavn for landmanden som erhvervsdrivende. Det er nu i store træk lykkedes, lyder det fra Jens Jul Jacobsen.

Det samlede overblik fås i en skattemeddelelse fra Seges, der kan søges frem på Landbrugsinfo.dk ved at skrive »SKATM-2020-00-16« i søgefeltet.

morten@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 40 75 76 96

 

 

Finans