Pesticid på majs gør maskinførere syge

Mange maskinstationer har oplevet, at chauffører blev syge, når de arbejdede med konventionelle majs, som er bejdset med pesticidet Korit. Midlet er forbudt i Danmark, men kommer alligevel hertil via et hul i lovgivningen, skriver Økologisk Nu.

Forårets såning af majs kan give hovedpine, kvalme og opkast hos de folk, som arbejder med at så konventionelle frø bejdset med midlet Korit. Det skriver Økologisk Nu i en artikel på www.okonu.dk.

Korit er ulovligt at købe og indføre i Danmark, men et hul i lovgivningen betyder ifølge mediet, at det alligevel kommer hertil gennem udenlandske firmaer.

Bejdsningen med Korit skal forhindre fugle i at æde majsfrøene. Imidlertid er Korit-støvet fra bejdsemidlet ifølge Seges Innovation både sundhedsskadeligt og meget farligt at indånde, skriver Økologisk Nu.

Mediet skriver videre, at 17 procent ud af 250 adspurgte i en undersøgelse foretaget af Brancheforeningen Danske Maskinstationer & Entreprenører (DM@E) har svaret, at deres ansatte var blevet syge på grund af Korit.

- De melder om hovedpine, kvalme, opkast, og må melde sig syge nogle dage. Ofte kommer symptomerne, når de har kørt en uges tid med såmaskinen, har maskinstationskonsulent hos DM&E Gerth Petersen Holm forklaret til Maskinbladet, fremgår det videre.

Øget fokus på problemet

Thomas Kristensen, chefkonsulent hos DM&E, fortæller til Økonu.dk, at der er kommet øget fokus på problemet med Korit.

- Vi kan råde vores medlemmer til, at de ikke skal så de bejdsede frø, men så kan landmanden jo bare henvende sig til en konkurrent, så på den måde ender man med alligevel at gøre det. Derfor gør vi i stedet meget ud af at fortælle om brugen af værnemidler, siger Thomas Kristensen til mediet.

Sybille Kyed, landbrugs- og fødevarepolitisk chef i Økologisk Landsforening, kræver hullet i lovgivningen lukket.

- Det kan absolut ikke retfærdiggøres at bejdse med Korit. Jeg forstår ikke de landmænd, der vil bruge de majsfrø og omgå den dansk lovgivning, hvis de kender til problemerne. Det er, som om der hver dag dukker nye ærgerlige sager op med sprøjtegifte, og de bekræfter bare, hvor vigtigt det er at arbejde for mere økologi, så vi kan komme af med sprøjtegiftene, siger hun.

Læs også