- Vi står med penge mellem hænderne, når vi håndterer landmandens korn

Når der bliver indleveret afgrøder på DLG’s lokationer i Nordjylland, bliver kornprøverne analyseret på laboratoriet i Aabybro. Det er et vigtigt grundlag for høstafregningen mellem DLG og landmændene.

DLG’s kornlaboratorium i Aabybro ligger i udkanten af byen omkranset af masser af lagerplads til det korn, landmændene indleverer i høstperioden. På laboratoriet bliver der analyseret kornprøver fra hele Nordjylland for at bedømme kornkvaliteten: Hvor højt er vandindholdet, og er der grønskud og skidt i kornet?

- Man kan sige, at vi her på laboratoriet ikke bare står med korn mellem hænderne, men med landmændenes penge, fordi kornprøverne betyder noget for den pris, vi giver for kornet, siger Gitte Justesen, der er leder af laboratoriet.

Store lokale forskelle på raps

På spørgsmålet om, hvordan årets høst bliver, svarer Gitte Justesen, at den nok bliver omkring middel.

- Det har været en våd sommer, men der har heldigvis også været noget sol og vind i de seneste uger. Der er store lokale forskelle på høsten: Limfjords-raps har for eksempel en rigtig god kvalitet i år, og det samme gælder for meget af rapsen fra Himmerland. Til gengæld er der faldet rigtig meget regn i Vendsyssel, og jorden er ikke lige så god, så der er rapsen ikke af så høj kvalitet, forklarer hun.

Der er masser at lave på laboratoriet, også når det ikke er høsttid. Hele året indsamles og analyseres kornprøver for at sikre kornkvaliteten.

Det er på baggrund af de såkaldte »for-prøver« og prøveindsamlernes vurdering af de fysiske forhold på bedriften, at DLG’s salgskonsulenter fastsætter den pris, de vil betale landmanden for hans eller hendes korn.

- Det betyder, at der også er en del dokumentationsarbejde, for det er vigtigt at kunne gå tilbage og finde en bestemt kornprøve, hvis der for eksempel opstår uenighed om kvaliteten, fortæller Gitte Justesen.

Vigtigt at erkende fejl

Udover Gitte er der to faste kolleger i Aabybro, men under høsten er de flere. Blandt andet er der ansat fem unge høstmedhjælpere, som møder ind kl. 7 hver morgen.

- Det allervigtigste for mig er, at høstmedhjælperne tør erkende, hvis de har lavet en fejl eller har mistanke om det. Og så gør jeg meget ud af at fortælle dem, hvorfor vi overhovedet laver de her kornanalyser. Jeg plejer at tegne billedet af, at de rent faktisk står faktisk med »penge« mellem hænderne – og ikke bare korn – fordi prøverne betyder noget for den pris, DLG betaler for kornet, lyder det fra Gitte Justesen.

Læs også