Blev anklaget af kommunen: 67-årig landmand frifundet efter bækoprensning

En landmand nord for Kolding blev i byretten frifundet for at have ændret et vandløbs form med sin rendegraver. Bevisførelsen var utilstrækkelig, lyder begrundelsen.

En 67-årig landmand fra Eltang nord for Kolding kan ånde lettet op. Efter at være blevet beskyldt for ulovligt at have ændret et vandløb i et beskyttet naturområde, er han nu blevet frifundet af byretten. Det skriver JydskeVestkysten.

Sagen begyndte i april 2021, da en biolog fra Kolding Kommune opdagede ændringer ved landmandens bæk. Biologen bemærkede, at bækkens bredder stod nøgne, og små træer var fjernet. Vandløbet, der tidligere havde slyngninger, virkede nu bredere og mere lige.

Kommunen krævede, at han genskabte bækkens oprindelige form. Men landmanden nægtede.

- Der gik jo kun et halvt år, så var det hele så nogenlunde, som det plejer at være, og man kunne næsten ikke se, at der var renset op, forklarede han i retten ifølge JydskeVestkysten.

Landmanden argumenterede, at hans erfaring med vandløb viste, at kommunens krav ikke var realistiske.

- Vi er på meget blød bund, og hvis jeg lægger sten ud der, så kan jeg ikke styre dem, sagde han ifølge mediet.

Retten fandt, at anklagemyndigheden ikke kunne bevise, at oprensningen havde ændret bækkens skikkelse eller vandføringsevne. Derfor blev landmanden frifundet, og statskassen skal betale sagens omkostninger.

Læs også