Julemøde med en helt særlig nyhed

Der har igennem mange år været rift om pladserne til Sesvanderhaves julemøde i Maribo.

Der er tradition for et både informativt og hyggeligt julemøde, når Sesvanderhave med Henrik Møller i spidsen igen inviterer til Restaurant Bangs Have i Maribo.

I år bliver det tirsdag den 3. december fra klokken 16.

- Netop i disse dage er sortskommissionen ved at afslutte listen over kendte og nye roesorter til dyrkning i 2025 og som altid er der nyt på vej, fortæller Henrik Møller, der kan præsentere en ny, lovende sort fra Sesvanderhave ved navn Mocca.

Han peger på det stigende og alvorlige problem med store flokke af gæs, der skader roemarkerne.

- Her gælder det om at have nogle bladrige roesorter, der hurtigt lukker af for gæssene – og det er blandt andet sorterne Mocca, Falster og Casmir, fortæller Henrik Møller.

Maskiner og teknik

Udover nyt om roesorterne så er temaet til julemødet den 3. december især maskiner og teknik.

- Baggrunden er dette års meget sene såning hen i maj for mange dyrkere. Her gjaldt det om at have udstyr til meget hurtig såning, så man fik flest vækstdage til roerne og dermed mest sukker produceret, påpeger Henrik Møller.

Det har foreløbig givet mange tilmeldinger allerede til julemødet.

Derudover er der tradition for en finansiel og markedsmæssig orientering, som i år er med Palle Jakobsen fra Agrocom.

En særlig nyhed

En helt særlig nyhed har Henrik Møller også med.

- Vi præsenterer et mobilt prøvelaboratorium, der i en bil kan køre ud til marker og tage analyser af konkrete roer på ens egen mark. Så den enkelte dyrker kan få sin egen sukkerprocent på et givent tidspunkt og en angivelse af udbyttet i tons pr. hektar.

- Det er et helt nyt projekt, hvor idéen er hentet fra England. Formålet er at få egne, personlige tal, som ikke er druknet i et gennemsnit fra en masse andre dyrkere med vidt forskellige forhold.

Det bliver Sesvanderhave-kunder, som i efteråret 2025 vil få tilbuddet om at der kommer et sådan mobilt analyselaboratorium forbi hjemme i roemarken.

Inden julemødet afsluttes med en »lettere julebuffet« vil der – traditionen tro – komme en ukendt julecafegæst og berige deltagerne med noget nyt og spændende.

- Der er allerede rift om pladser til julemødet, så man skal ikke vente med at tilmelde sig, understreger Henrik Møller.

Læs også