Neutrale VE-facilitatorer, lokale borgere, lodsejere og projektudviklere skal sammen skære seks VE-projekter til, før politikerne i Ringkøbing-Skjern Kommune i løbet af vinteren beslutter, hvor der skal planlægges flere vindmøller og solceller.
På et byrådsmøde i sidste måned, blev det besluttet, at fire ansøgninger om nye solceller eller vindmøller skal videre i processen henimod realiseringen af et Power-to-X anlæg i Stovstrup.
De fire ansøgninger indgår i en bruttopulje, der skal reduceres til cirka 1.000 hektar solceller, ligesom potentialet for vindmøller skal afklares.
Byrådet besluttede også, at der skal arbejdes videre med to såkaldte repowering-projekter, hvor eksisterende vindmøller udskiftes til nye større vindmøller.
Det betyder, at de seks projekter nu går videre til en udviklingsproces, hvor lokalsamfundene, lodsejere, VE-udviklere og administrationen i fællesskab ser på mulighederne for at opstille VE-anlæg i områderne - og for lokal værdiskabelse.
Når lokalområderne og projektudviklerne - med hjælp fra VE-facilitatorerne - har tilpasset de enkelte projekter, forventer byrådet at modtage en opdateret ansøgning på hvert projekt.
Først derefter skal politikerne i løbet af vinteren beslutte, om kommunen skal igangsætte en egentlig planlægning for projekterne.
Vælger politikerne i begyndelsen af 2025 at igangsætte planlægningen for projekterne, er der dog stadig lang vej, til solcellerne monteres og vindmøllerne rejses, skriver Ringkøbing-Skjern Kommune i en pressemeddelelse.