Seges og DLBR tilbyder nu igen økologiske omlægningstjek. I år er det med et ekstra fokus på udvikling af økologien og økologisk produktion ved boringsnære beskyttelsesområder
Det omlægningstjek er for landmænd, der har bedrift ved de såkaldte boringsnære beskyttelsesområder, BNBO. Seges-Økologi vil i forbindelse med BNBO-indsatsen i samarbejde med lokale rådgivere gennemføre en møderække, hvor de interesserede lodsejere samles i et BNBO, der omfatter flere landmænd. Sammen med eksperter fra kommunen er det målet at lave en samlet plan for økologisk drift af området.
- Vi har valgt at gøre en ekstra indsats ved netop disse områder, da der ingen tvivl er om, at en fælles indsats for et udpeget beskyttelsesområde, vil have størst mulig værdi, både for miljøet og for de berørte landmænd, siger Sven Hermansen, chefkonsulent, Seges Økologi.
Kom til kursusdage
Et andet nyt tiltag i forbindelse med omlægningstjekkene er en række kursusdage med fokus på udvikling af økologien. Der vil være diskussioner om de værdier, der ligger bag udviklingen af de økologiske regler, og de deltagende landmænd bliver udfordret på deres oplevelser med økologikontrol - er det en plage eller en mulighed for videreudvikling, spørges der ind til.
- Mange nye økologiske landmænd kan have glæde af at sætte ord på deres oplevelser i de første par sæsoner som økologer, og samtidig har de erfarne økologer brug for at blive rusket lidt igennem en gang i mellem, siger Jette Riis, projektchef, Seges Økologi
Pengene til de gratis omlægningstjek kommer fra Fonden for økologisk landbrug (FØL) der på baggrund af en ansøgning fra blandt andre Seges bevilger penge til omlægnings- og fastholdelsestjek, så konventionelle landmænd, der har lyst til at vide mere om økologi, kan få rådgivning, og økologiske landmænd kan få kigget bedriften igennem.
l-l