L&F Centrovice ser landbruget som en væsentlig del af løsningen til at nå en reduktion af CO2-udledningen – også i resten af samfundet.
Middelfart kommune vedtog i begyndelsen af februar i år, at de vil være selvforsynende med vedvarende energi gennem elproduktion fra sol og vind i 2030. Det fremgår af en pressemeddelelse, der ligeledes beskriver, at kommunen derved forventer at reducere den samlede CO2-udledning væsentlig.
- Et Danmark, der i fremtiden er selvforsynende med vedvarende energi, er en essentiel del af den grønne omstilling, så den besked blev jeg glad for, lyder det fra L&F Centrovice formand, Torben Povlsen, da LandbrugFyn fanger ham til en kommentar efter foreningens generalforsamling.
Bakker 100 procent op
- Det sætter to streger under, at natur, miljø og klima ligger højt på den politiske dagsorden i kommunen – præcis som det gør hos os i L&F Centrovice. Vi bakker derfor hundrede procent op om de grønne visioner i Middelfart Kommune, da vi også ønsker et bæredygtigt samfund med vedvarende energi, hvor vi også ser landbruget som en væsentlig del af løsningen i Middelfart Kommunes arbejde for at nå deres visioner, siger han.
Klar til dialog
Torben Povlsen påpeger, at han ser det som en udstrakt hånd fra Middelfart kommunes side.
- Vi stiller os klar til en konstruktiv dialog med kommunen og er klar til at gå aktivt ind i arbejdet. Hvis vi som samfund skal i mål med de grønne visioner, sker det nemlig kun gennem stærkt forankrede lokale samarbejder. I dette tilfælde spiller landbruget en stor rolle, da vi har arealet og en vigtig know how.
Inspiration til andre kommuner
Torben Povlsen håber, at Middelfart kommunes vision kan tjene som inspiration til resten af de danske kommuner, hvoraf langt størstedelen er afhængige af et samarbejde med det lokale landbrug.
- Jeg tillader mig derfor allerede nu at komme med en opfordring og et par gode råd. Opfordringen, der også er et håb, er, at Middelfart Kommune allerede nu inviterer landbruget ind til konstruktive dialoger ved arbejdsbordet, siger Torben Povlsen og understreger, at visionen kan mere end at sikre lokalt produceret vedvarende energi.
- Den kan også være med til at sikre biodiversitet, sikring af vores grundvand og vores vandmiljø, hvis arealerne tjener flere funktioner. Landbruget er allerede i gang med at udtage lavbundsjorde, og her kan anlægningen af energianlæg komme i spil, så vi bruger vores sparsomme arealer bedst muligt, påpeger formanden.
CO2-neutral i 2050
Dansk landbrug har kurs mod en bæredygtig fødevareproduktion, med mål om at være CO2-neutrale i 2050. Samtidig er en væsentlig del af den grønne omstilling i landbruget også, at der bidrages til den grønne omstilling i resten af samfundet.
- Foruden sol- og vindenergi ser vi også biogasproduktion, som en vigtig del af omstillingen hen mod en bæredygtig og vedvarende energiproduktion. I landbruget har vi stor viden om biogasproduktion, og vi har den fornødne biomasse til produktionen. Det har kommunen også i form af organisk affalds-materiale fra borgere og industri. Herved kan der skabes en recirkulering af bio-affald, der kan bruges til biogas- og varmeproduktion. Det skaber en vedvarende energiproduktion, der samtidig kan udfase de fossile brændstoffer, konkluderer Torben Povlsen.