L&F og KL vil have ryddet op i digesager
Der skal yderligere politiske tiltag til for at få løst problemerne med udpegninger af diger på nationalt plan. Det mener Landbrug & Fødevarer, der sammen med Kommunernes Landsforening har skrevet et fælles brev til kulturminister Mette Bock (LA).

Landbrug & Fødevarer samt Kommunernes Landsforening beder nu kulturminister Mette Bock om, at staten tager et større økonomisk ansvar for at få kortlagt diger i Danmark. Foto: Bjarke Ørsted
Kommuner har længe været under kritik for ikke hurtigt nok at opdatere kort med beskyttede diger, hvilket har kastet lodsejere, primært landmænd, ud i en slem kattepine.
For uden korrekte kortoplysninger er risikoen stor for, at lodsejeren uforvarende jævner ud på steder, der senere kunne vise sig at være beskyttede diger, og det vil senere kunne medføre betydelige udgifter for vedkommende ved genrejsning af diger.
Trods et tiltag fra Kulturministeriet, der betød statstilskud til opdatering af kort fra kommunerne, har det ikke hjulpet på tingene.
Og nu beder Landbrug & Fødevarer i et brev til kulturminister Mette Bock (LA) ministeren om at gøre noget ved sagen. Blandt andet ønsker organisationen, at staten dækker alle udgifter til kortudarbejdelse. Brevet har Kommunernes Landsforening som medunderskriver.
- Blandt udfordringerne er for det første, at Slots- og Kulturstyrelsen efter vores opfattelse har været alt for længe om at besvare og afgøre sagerne. Ifølge vores oplysninger er der pr. oktober 2018 fortsat 540 uafsluttede sager, og tallet har været oppe på langt over 1000 sager, der afventede behandling, står der i brevet, som Effektivt Landbrug har set.
- For det andet er det også en udfordring, at sagsbehandlingen er delt mellem Slots- og Kulturstyrelsen og kommunerne. Styrelsen og KL har siden 2014 jævnligt drøftet tolkning af opgavefordelingen, men er ikke nået til enighed. Baggrunden var, at styrelsen i 2014 ændrede sin praksis ift. arbejdsdelingen. Delingen og den uafklarede fortolkning er uholdbar for borgerne herunder landbrugserhvervet, står der videre.
L&F og KL: Staten må betale
Brevskriverne roser kulturministeren for at have sat penge af til at få sat gang i kortlægningen, men ser gerne, at staten påtager sig det fulde, økonomiske ansvar i sagen.
- Du har som nævnt været med til at etablere en pulje til fremme af en opdateret kortlægning af digerne. Det synes vi var et meget positivt initiativ, blandt andet fordi det vil give lodsejere øget klarhed over, hvilke diger der er beskyttede og derved skabe større retssikkerhed. Med puljen får kommunerne mulighed for at foreslå en revurdering af den uensartede registrering, som stat og kommuner i sin tid overtog fra amterne.
- Det er dog desværre kun relativt få kommuner, der har søgt puljen – blandt andet fordi kommunerne selv skal medfinansiere registreringen – selvom de reelt ikke har registreringsansvaret. Vi vil på den baggrund gerne opfordre dig til at foranledige, at der sker en konkret registrering af beskyttede diger i alle kommuner og sikre, at der sker en fuld finansiering heraf.
Siden 2014 har Kulturstyrelsen på baggrund af indberetninger fra kommunerne sendt over 1.000 krav om genoprettelse af diger ud til lodsejere, som ifølge styrelsen har forvoldt skade på digerne.