Notat sætter spørgsmålstegn ved coronastrategi overfor mink

Kriterierne for, hvilke raske mink, der skal aflives i kampen mod Covid-19, hviler ikke på et sikkert grundlag, fremgår det af et notat. Og trods hård kritik fra blå blok holder fødevareminister Mogens Jensen (S) fast i den valgte strategi.

Beslutningen om at slå raske mink ned i kampen mod coronavirus hviler på et højt usikkert grundlag. Det viser et notat som DR Nyheder er kommet i besiddelse af. Her står der at kriterierne for at udvælge hvilke raske beslætninger der bør aflives, er behæftet med stor usikkerhed, 

Ifølge DR Nyheder fremgår det af notatet, at myndighederne er usikre på hvordan coronavirus spreder sig blandt mink. Dog fremgår det også at risikoen vurderes til at være større, hvis en minkfarm ligger tæt på en smittet gård. 

Den valgte strategi kritiseres i skarpe vendinger af Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen. Han er samtidig utilfreds med at der er gjort forskel på erstatnninger til minkfarme med eller uden coronasmitte. 

- Regeringen snyder på vægten og løber fra regningen, når regeringen kun udbetaler en delvis og lille kompensation til de farme, der er smittet. Kun i de situationer der kan sammenlignes med ekspropriation udbetaler regeringen fuld kompensation. Det er for svagt, skriver Erling Bonnesen i en kommentar til Effektivt Landbrug. 

Han slår fast, at coronasmitten ikke er luftbåren, og mener, at regeringen ikke har haft nok fokus på at få isloeret og overvåget minkfarme i de områder, der er ramt af coronasmitte. 

- Regeringen kører egenhændigt sine beslutninger igennem. Derfor må vi også forvente, at regeringen sørger for en ordentlig kompensation og en anstændig behandling af de berørte minkavlere, lyder det fra Erling Bonnesen. 

Holder fast i strategien

På trods af notatet holder Fødevareminister Mogens Jensen fast i den strategi, der er valgt fra myndighedernes side for at sætte en stopper for coronasmitten blandt danske mink.

- Om det er en fuldstændig 100 procent sikker strategi, kan jeg jo ikke stå inde for, men det er den bedste vi har, og den baserer sig på den bedste viden og de bedste vurderinger som eksperterne på det her område har, og det er det, jeg har valgt at lytte til, siger han til DR Nyheder. 

Mandag meldte Fødevarestyrelsen ud, at man siden fredag i uge 41 havde konstateret smitte af Covid-19 på 12 nye minkfarme, så sygdommen nu er konstateret hos 76 minkfarme. Og det øger behovet for at få aflivet minkene yderligere, siger beredskabschef i Fødevarestyrelsen, Nikolas Kühn Hove.

- Minkavlerne er havnet i en forfærdelig situation, som vi i Fødevarestyrelsen har stor forståelse for. Men med den hastighed, som vi kan se, at smitten spreder sig mellem minkfarmene i Jylland, er vi nødt til at aflive minkene hurtigst muligt, så vi undgår, at smitten spreder sig til flere farme i områderne og i værste fald videre til mennesker, siger han.

- Stor risiko for smittespredning

En analyse, der er lavet af Statens Serum Institut og Københavns Universitet, har vist, at  de indbyrdes afstande mellem de første 20 smittede farme i to nordjyske kommuner, i 19 ud af 20 tilfælde var inden for en radius af 7,8 km. Det er udtryk for, at risikoen for smittespredning til andre minkfarme i nærheden er meget stor, tilføjer Nikolas Kühn Hove.

- Sundhedsmyndighederne og Fødevarestyrelsen ved endnu ikke nok om COVID-19 til at kunne fortælle, hvordan og hvorfor virusset kommer ind på farmene, og hvad smitterisikoen er for samfundet. Smitteopsporingen på nogle minkfarme tyder dog på, at mink er blevet smittet af mennesker, som har COVID-19. Samtidig ved vi, at mink er særligt modtagelige over for COVID-19. Derfor er det utroligt vigtigt, at alle, som er på en minkfarm, bruger særlige værnemidler, siger beredskabschefen.

Fødevarestyrelsen får blandt andet hjælp fra politiet, Beredskabsstyrelsen, Forsvaret, Landbrugsstyrelsen og Naturstyrelsen til aflivningsarbejdet.

Samtidig er Fødevarestyrelsen sammen med Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen begyndt at undersøge, om vilde rovdyr kan være smittet med Covid-19 og dermed kan have spredt smitten til minkfarme i det nordjyske.

henning@effektivtlandbrug.dk
telefon +45 61 20 96 66

Jyske borgmestre råber op

Regeringen rammer helt ved siden af med deres strategi om at aflive mink. I hvert fald hvis man spørger Hans Østergaard (V), borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune og Ib Lauritsen (V), borgmester i Ikast-Brande Kommune.

- Den nuværende strategi er absolut en katastrofe for minkbranchen, der i øvrigt i forvejen er hårdt ramt økonomisk. Fremtiden for det vigtige eksporterhverv er i stor fare, og det vil være en katastrofe erhvervsmæssigt i mange kommuner, herunder Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande, hvor der finder en stor produktion af minkskind sted, skriver de i et åbent brev til regeringen.

- Stop aflivningen af raske besætninger og indfør teststrategi i overvågningszoner. Endvidere bør kompensationsordningen omgående ændres, så også besætninger med smittede dyr kompenseres fuldt ud for deres driftstab, lyder opfordringen fra de to V-borgmestre i et åbent brev til regeringen.

Læs mere om Minksagen

Dyk ned i vores mere end 450 artikler om minksagen. Helt tilbage fra hvor de første besætninger blev smittet og frem til afhøringerne i Minkkommissionen.

Læs mere her

Læs også