Af kvægrådgiver Helle Sievertsen, KvægXperten

 

Snart har vi 1. december, og hermed begynder vinterperioden for de af jer, der fortsat har kvæg ude, hele døgnet. Det gælder uanset race. I vinterperioden fra 1. december til 1. marts skal dyrene være på stald, eller have adgang til staldbygning/læskur, hvor de alle kan ligge tørt og ligge ned, på samme tid. De skal altid have adgang til rent drikkevand, og dyrene skal fodres, så de altid er i godt huld og har et tykt hårlag. Arealet skal være sådan, at dyrene ikke går rundt i mudder, og slet ikke til maven! De må ikke have lårkager. Samtidig bør de tilses dagligt.

 

En lov er mindste krav

Der står ikke, »tilses dagligt« i lovteksten. »Jeg har en granbevoksning på arealet, den er lige så god som et læskur«. »Der er vandhuller, der har dyrene altid kunnet finde vand«.

Hvis du er sikker på, du ikke behøver at gøre som anført i første afsnit, så tag kontakt til en dyrlæge, en kvægrådgiver og få en afklaring på, i hvilket omfang du med god samvittighed kan afvige. Men for langt, langt de fleste med dyrehold, der opholder sig ude om vinteren, gælder det, der står i første afsnit.

Til medlemmerne af LandboThys dyrevelfærdsgruppe kommer der, i løbet af efteråret og vinteren altid nogle henvendelser om dyr, der går ude. Forbipasserende er usikre på, om dyrene har tilstrækkeligt gode forhold. Når et mindre dyrehold kommer på stald, er der færre, der ser dem, men det ændrer ikke ved, at de også skal kunne ligge tørt, at der skal være adgang til foder og vand, at dyrene skal være i ordentligt huld.

Ved større dyrehold, for eksempel større mælkeproducenter er der flere, fastlagte dyrlægebesøg, og der er ligeledes flere kontroller.
Gennemgå hele besætningen sammen med dyrlægen, mindst én gang årligt

I den danske dyreværnslov står der, at alle dyrehold (det gælder alle dyrene i besætningen) skal tilses minimum en gang årligt af en dyrlæge. Det er der rigtig mange med mindre dyrehold, der ikke ved! Besøget er en oplagt mulighed for at få en anden faglig person til at vurdere dyrene. Har de tilstrækkeligt huld, vokser de som de skal, er der plads nok, og meget andet. Det er godt for alle, at få noget faglig sparring, uanset besætningsstørrelse.

 

Bedriftsblind

Blandt mælkeproducenter bruges ordet: bedriftsblind. Vi vænner os til, hvordan det ser ud på egen bedrift, også dyrene. Vi lægger ikke mærke til de ændringer, der sker over en længere periode, og nok især ikke, når det flytter sig i negativ retning. Vi har ganske enkelt brug for andre øjne til at vurdere besætningen.  Et spark i rumpen eller et klap på skulderen er nødvendigt – og det skal gives af en anden.

 

Alle har brug for andre øjne end egne

Har du kvæg, og har du ikke haft en dyrlæge til - sammen med dig - at gennemgå hele besætningen inden for de sidste år, skal du gribe mobilen og få bestilt et besøg.

I en tid, hvor der konstant er debat om, hvorvidt vi på landet er gode nok til at tage vare på det dyrehold, vi har, er det vigtigt, at vi ikke kun selv tror, vi gør det godt nok, men at en anden person med faglig indsigt, kan bekræfte os i, at alt er, som det skal være.

 

Hvorfor henvendelse til en dyrevelfærdsgruppe?

Hvorfor er det ikke et familiemedlem, kammeraten, vennen, naboen, der tager problemet op med den, der har besætningen? Tilbyder sin hjælp, giver sin vurdering, gør opmærksom, hvis der er et problem. De fleste tør ikke. Der er en risiko for, at naboskabet, kammeratskabet, eller kontakten til familien efterfølgende ryger, fordi hjælpen ikke bliver modtaget, som den er ment.  Det skal man være parat til at tage konsekvensen af, og det er der for få, der er.