Succes med online regnskaber

Flere var skeptiske, da coronaen medførte, at årets regnskabsgennemgang skulle foregå online. Men for både kunder og rådgivningsvirksomheden Sagro har det være en succes.

Da coronaen satte ind, måtte Sagro tænke nyt og gøre mange ting på andre måder end de plejede. Blandt andet blev gennemgangen af kundernes regnskaber over Skype i stedet for fysiske møder.

En af dem, der prøvede, var Henrik O. Larsen, Ikast. Han var på forhånd skeptisk, da han fik tilbud om, at årets regnskabsgennemgang på grund af corona kun kunne foregå online med video på Skype.

- Det er heldigvis kun i år, tænkte jeg. Men det gik faktisk fantastisk godt, fortæller han.

Han og hustruen Karina var begge to med ved skærmen, og alt det tekniske klappede. Konsulent Rhandy Nagy delte sin skærm, så Henrik og Karina aldrig var i tvivl om, hvad der blev kommenteret i regnskabet.

- Jeg kan ikke sige andet, end at det faktisk var nemmere at følge med i gennemgangen, end hvis vi havde siddet med hver sit papir, mener Henrik, der slap for at hoppe frem og tilbage i et tykt kompendie.

Nemt og besparende

Blandt de indlysende fordele, er, at både han og hans økonomirådgiver sparer tid, og at ingen af dem skal ud at køre for at mødes.

- Jeg ville gerne have delt en kop kaffe med Rhandy, men det er også det eneste, jeg savnede, siger han.

Kommunikationen gik fint, blandt andet fordi der var kamera på, så alle kunne se hinanden.

teba

Læs også