Lederuddannelse på deltid kræver god dialog med arbejdsgiver
Uddannelserne på deltid som Produktionsleder og Agrarøkonom giver mulighed for at dygtiggøre etablerede medarbejdere, men det kræver god dialog med arbejdsgiveren for at nå succesfuldt i mål.

Med tilbuddet om lederuddannelse på deltid, får mere etablerede medarbejdere med familie og længere tids ansættelse også muligheden for at komme tilbage på skolebænken. Arkivfoto fra Agroskolen Hammerum: Tenna Bang
Der er fuld gang i tilmeldingerne til det nye tilbud om uddannelse til Produktionsleder og Agrarøkonom på deltid.
De 10 partnerskoler bag deltidsuddannelserne opfordrer arbejdsgiverne til en god dialog om mulighederne i det nye tilbud og samtidig støtte deres medarbejderes mulighed for at gennemføre uddannelsen og sikre at udbyttet for virksomheden bliver høstet.
- Oplevelsen på de 10 partnerskoler, der sammen udbyder landbrugets lederuddannelse på deltid, er at det er gode medarbejdere i landbruget, der søger uddannelsen. Aldersmæssigt er de over 25 år og flere er etablerede med familie og har længere tids ansættelse på deres arbejdsplads i landbruget. Vi har ramt helt rigtigt med dette tilbud. Målgruppen ville vanskeligt eller aldrig tilmelde sig en uddannelse på fuldtid med SU som primær indtægtskilde, siger formand for partnerskabet Lars Møgelbjerg Andersen, Asmildkloster Landbrugsskole.
Relevant og praksisnær
Landbruget har med det nye tilbud mulighed for at tilbyde gode medarbejdere en faglig stærk lederuddannelse som kan gennemføres sideløbende med at jobbet på bedriften passes.
Med deltidsuddannelsen kan arbejdsgiveren tilbyde relevant kompetenceudvikling og personlig udvikling samtidigt med at medarbejderen i sin uddannelse arbejder med egen bedrift og løser nogle af opgaverne i uddannelsen ved at bruge egen bedrift som »case«.
Vigtig opbakning
- Motiverede medarbejdere, der kan udvikle sig i jobbet fastholdes, trives og kan bidrage til landbrugets fortsatte succes, lyder det fra parterne bag uddannelsen.
Selvom de nye uddannelser er på deltid, når der undervises – og en del af opgaveløsningen gennemføres i det daglige arbejde – skal alligevel ydes en ekstra indsats undervejs for at uddanne de dygtigste ledere, og uddannelsen kræver stor opbakning fra arbejdsgiveren, pointerer de.
- Medarbejdere på uddannelse har brug for opbakning fra arbejdsgiveren. Dette både i forbindelse med planlægning af uddannelse og undervejs. Derfor er det god arbejdsgiveradfærd at give tid og afklare forventningerne til uddannelsen og den samtidige arbejdsindsats, lyder det.
Undersøg behovet
Derfor anbefaler partnerskolerne, at man altid starter med en undersøgelse af, hvilket behov medarbejderen eller bedriften har for, at der udvikles nye kompetencer.
Her er det vigtigt at forholde sig til, hvad en lederuddannelse skal bruges til, hvilket behov den skal dække og hvordan uddannelsen forankres i jobbet/på bedriften.
- Ved at bruge tid i planlægningsfasen omkring uddannelse og kompetenceudvikling, kan der hentes ressourcer i en bedre udnyttelse af de nye kompetencer og et større engagement til at implementere det nye. Det er altså muligt at få større udbytte - til gavn for den enkelte medarbejder og for arbejdspladsen.
Målet er, at såvel medarbejderen som bedriften skal have et synligt udbytte af lederuddannelsen.
Tal om forventningerne
Det er desuden en god idé er at tage en samtale om, hvilke forventninger medarbejder og arbejdsgiver har til lederuddannelsen på deltid, og hvordan man sammen kan bidrage til, at den nye læring bruges aktivt.
Hvordan vil du som leder følge op på uddannelsen?
Skal medarbejderen præsentere og diskutere den nye viden for andre på bedriften?
Hvordan inddrages det, medarbejderen lærer under lederuddannelsen aktivt i det daglige arbejde?
Indgår den nye viden i arbejdsgange eller processer, der evt. skal ændres i på bedriften?
- Desuden kan arbejdsgiveren hjælpe med at sikre de bedst mulige rammer for deltagelsen, ved at give tid og plads til at lære nyt. Det sidste er ikke mindst vigtigt.
Uddannelsesstart er 1. september 2021.