Privat spildevandsmøde hos stor sjællandsk griseproducent
Peter Kjær Knudsen og hans tre sønner samlede politikere og embedsfolk til et møde om spildevandets rolle i vandmiljøet. Nu opfordrer han landmænd i hele landet til at gøre det samme.

- Vi kan ikke fortsætte med en forkert forklaring på vandmiljøets tilstand. Der skal ske noget nu, fastslår Peter Kjær Knudsen. Foto: Morten Ipsen
Den sjællandske griseproducent Peter Kjær Knudsen afholdt forleden et privat spildevandsmøde på sin gård sammen med sine tre sønner Kim, Knud og Anders Kjær Knudsen.
Arrangementet samlede politikere og embedsfolk fra fem sjællandske kommuner for at skabe debat om spildevandsudledningens betydning for vandmiljøet.
Ifølge Peter Kjær Knudsen var det tydeligt, at mange af de fremmødte politikere ikke var klar over problemets omfang.
- Der var en, der rejste sig op og takkede os for at have holdt mødet, og hun vidste overhovedet ikke noget om, at det stod sådan til, fortæller han om mødet, der samlede omkring 50 deltagere, herunder 24 politikere og flere embedsfolk.
Politisk blindhed
Peter Kjær Knudsen mener, at politikerne må tage ansvar og forstå, hvordan spildevand påvirker fjorde og kystområder.
Spildevandsudledning er ikke blot et spørgsmål om kvælstof, men også om fosfor og organisk materiale, der skaber iltsvind og forværrer miljøtilstanden.
- Hvis du snakker med professor Stiig Markager, så betyder spildevand ingenting i forhold til vandmiljøet. Men hvis man tænker på alle de ting, vi skyller ud gennem kloakken fra de danske husstande, og bruger sin sunde fornuft, så burde ingen af disse ting ende i vores hav, siger Peter Kjær Knudsen og fortsætter:
- Vi får aldrig et rent hav, så længe vi accepterer, at rensningsanlæggene ikke renser kloakvandet. Som det er nu, bliver der udledt enorme mængder direkte udenom rensning og direkte ud i havet.

Kommunernes ansvar
Peter Kjær Knudsen mener, at mange kommuner ikke er bevidste om deres ansvar i forhold til at sikre, at spildevandet renses ordentligt, før det ledes ud i naturen.
Han peger på, at der er en stor berøringsangst, fordi det koster penge for forbrugerne at rense spildevandet ordentligt.
- De kommunalpolitikere, der har indsigten, vil ikke tage ansvar, fordi de ikke vil belaste deres vælgere med de øgede omkostninger, siger han.
Peter Kjær Knudsen opfordrer nu andre landmænd til at afholde lignende møder i deres egne kommuner for at skabe øget politisk opmærksomhed.

Fødevareproduktion i fare
Peter Kjær Knudsen sætter imidlertid et stort spørgsmålstegn ved, at det skulle give mening at reducere markant i landbrugets udledninger af kvælstof.
- Hvis vi ikke får vendt narrativet, får vi dansk fødevareproduktion nedlagt. De vandplaner, der foreligger, er ikke mulige at gennemføre, uden at det i sidste ende vil betyde, at vi mister vores slagterier, mejerier og fødevareindustri, siger han.
Peter Kjær Knudsen ser en mulighed for at få sat fokus på spildevandsproblematikken op til det kommende kommunalvalg.
- Der er et vindue nu, hvor vi kan få den rette fakta frem, og hvor politikerne har et incitament til at lytte. Hvis vi bliver ved med at acceptere, at landbruget alene får skylden for vandmiljøets tilstand, vil vi aldrig komme videre, siger han.