- Pt. kan vi faktisk lave en 30 kg gris i Danmark en lille 100 kroneseddel billigere, end hvad de kan i Tyskland. På denne uges So-seminar gjorde sektordirektør Christian Fink Hansen det klart, at det er grøn skattereform, dyrevelfærd og vandmiljø, der fylder på den politiske dagsorden i år, men at en økonomisk bæredygtig griseproduktion altid er i fokus.
Der var deltagerrekord, da Seges Innovation i denne uge holdt So-seminar i Fredericia. Ikke mindre end 250 deltagere - dyrlæger og rådgivere, producenter, medarbejdere og studerende – var mødt frem for at hente praktisk viden og ny inspiration under temaerne: Bedre so-overlevelse, flere pattegrise ved fravænning og en sund fravænning.
Traditionen tro blev dagen indledt med den mere politiske vinkel fra Christian Fink Hansen, sektordirektør, Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris.