Konsulent: LED-lys kan være tjent ind på to år
Hvis driftstiden på de almindelige lysstofrør er 14-16 timer i døgnet, er tilbagebetalingstiden ofte nede på to år, hvis man skifter til LED-lys, vurderer en rådgiver.

I stalde med almindelige lysstofrør, hvor lyset er tændt i 16 timer i døgnet, bør lyskilden skiftes for hvert 2,5 år, anbefaler en rådgiver.
15.000 timer. Så lang tid går der, inden et almindeligt lysstofrør begynder at lyse med under 70 procent af den lysstyrke, det havde, da det var nyt.
- Det betyder, at i stalde, hvor lyset er tændt i 16 timer i døgnet, bør lyskilden skiftes for hvert 2,5 år, lyder det fra energi- og teknikrådgiver i Byggeri & Teknik, Kurt Mortensen.
Hvis man vælger at skifte lysstofrørene ud med LED-lys, kan tilbagebetalingstiden ofte holdes under 3,5-4 år, hvis den daglige driftstid på lyset er på otte timer, vurderer Kurt Mortensen. Er driftstiden derimod 14-16 timer i døgnet, er tilbagebetalingstiden ifølge rådgiveren ofte nede på to år.
Levetiden er vigtig
Kurt Mortensen fortæller, at gode LED-lyskilder kan lyse op til 50.000 timer, før lysstyrken falder til 70 procent af den lysstyrke, lyskilden havde, da den var ny.
- Det svarer med lyset tændt i 16 timer pr. døgn til 8,5 år.
Levetiden og kvaliteten af lyset betyder derfor ifølge Kurt Mortensen mere end indkøbsprisen.
- Glæden ved den lave investering er for længst forduftet, når omkostningen ved den lave kvalitet viser sig, siger han.
Vedligehold
Kurt Mortensen anbefaler generelt en systematisk udskiftning af lyskilderne, så man får udskiftet i et helt staldafsnit ad gangen.
- Det gør det nemmere at udnytte nødvendigt udstyr som stillads, løftegrej eller andre ting, man skal have anskaffet for at udføre udskiftningsarbejdet sikkerhedsmæssigt forsvarligt, siger han.
LED-armaturer er en sikker samler af støv og kan godt være en attraktiv gødeplads for insekter, selvom de ikke bliver så varme som lysstofrør og dermed heller ikke samler helt så meget fluelort, fortæller Kurt Mortensen.
Han anbefaler derfor at rengøre armaturer og lyskilder jævnligt af hensyn til både arbejdsmiljøet og produktionsresultaterne.

Gode LED-lyskilder kan lyse op til 50.000 timer, før lysstyrken falder til 70 procent af den lysstyrke, lyskilden havde, da den var ny, fortæller energi- og teknikrådgiver Kurt Mortensen fra Byggeri & Teknik.