Motion er effektiv behandling ved halthed hos søer
Benproblemer er en af de hyppigste aflivningsårsager hos danske søer, og det koster både velfærd og økonomi i besætningerne. Ifølge dyrlægerne hos Ø-Vet kan motion imidlertid have god effekt på den halte so i sygestien.

Halte og ømbenede søer, der er i behandling i sygestier, har meget god effekt af at få motion. Det meddeler dyrlægerne hos Ø-Vet i deres seneste nyhedsbrev.
Seges Svineproduktion har som mål, at sodødeligheden skal ned på 9 procent af årssøerne. Ifølge notat nummer 1911 så er vi også godt på vej, idet den seneste opgørelse fra 2017 viste, at dødeligheden var på 11 procent.
Der er dog fortsat behov for fokus på området, så søer ikke udsættes tidligere, end hvad der regnes for acceptabelt og økonomisk optimalt. Den primære aflivningsårsag er typisk problemer i bevægeapparatet.
Seges har løbende arbejdet med forebyggelse og behandling af benproblemer hos søer. Netop litteraturstudiet beskrevet i notat nummer 1911, der blev offentliggjort på svineproduktion.dk i foråret, samler og beskriver kendt viden fra litteraturen om forekomst, risikofaktorer og forebyggelse, betydning og håndtering af halthed hos søer.
Bedring ved bevægelse
Dyrlægerne hos Ø-Vet har i deres seneste nyhedsbrev også fokus på udfordringerne med halte søer, hvor de giver en række anbefalinger til håndtering af søer, der er flyttet til sygestien på grund af benproblemer.
- Halte og ømbenede søer, der er i behandling i sygestier, har meget god effekt af at få motion. Denne motion kan foregå ved, at søerne får adgang til at gå rundt på nogle gangarealer dagligt i 30-60 minutter, lyder det i nyhedsbrevet, hvor dyrlægerne desuden påpeger, at det er vigtigt, at dette gangareal er skridsikkert, så søerne ikke kommer til skade under den daglige motion.
Ifølge Ø-Vet, kan søerne efter smerte- og antibiotikabehandlingen, hvis de fortsat er lidt ømbenede, suppleres med behandling med smertestillende pulver blandet i foderet. Dette anbefales for at sikre, at søerne får bevæget sig rundt, selvom de er ømbenede, så de ikke mister deres styrke i benene.
Store konsekvenser
Og en ekstra indsats betaler sig, idet der ifølge Seges er flere sundhedsmæssige og velfærdsmæssige konsekvenser for soen forbundet med at være halt.
Det kan blandt andet påvirke det generelle helbred hos soen og give huldtab, skuldersår og urinvejs- og børinfektioner. Smerten forbundet med benproblemer kan desuden have negativ indflydelse på soens foderindtag, hvilket påvirker soens generelle tilstand og holdbarhed.
De nævnte sundheds- og velfærdsmæssige konsekvenser af halthed hos soen resulterer naturligvis også i nedsat produktivitet og dermed betydelige økonomiske tab.
Markante tab
Ifølge notat nummer 1911, viser tidligere beregninger, at hvis der i en besætning udsættes mange unge søer, vil det have markante økonomiske tab, da søerne ikke opnår det optimale kuldantal og der skal investeres i en ny so til at erstatte den udsatte.
Aflivning betyder, at dyrets slagteværdi går tabt, og hvis soen er drægtig, går der også foder- og drægtighedsdage tabt.
Økonomiske beregninger fra 2016 har desuden vist, at for hver so, der aflives, koster det 50 kroner pr. årsso i tabt produktion, mistet slagteværdi, bortskaffelse af soen og indsætning af ny polt. For hvert procentpoint sodødeligheden reduceres, er der et øget dækningsbidrag pr. årsso på 46 kroner.
Halthed påvirker desuden personalets effektivitet i stalden, da det forøger arbejdsbyrden at skulle håndtere søerne fysisk, når de skal håndteres og behandles.