Svinerådgiver giver specifikke råd til en bedre bundlinje
De bedste østdanske slagtesvineproducenter klarer sig rigtig fint i forhold til såvel område- som landsgennemsnit. Men hvad er årsagen. Svinerådgiver giver sine bud.

Flere forhold skal være i top for at smågrisene tager på i vækst og får den optimale foderudnyttelse. Foto: Henrik Sieben
Nogle slagtesvineproducenter klarer sig bedre end andre, men hvad er hemmeligheden? Spøger man svinerådgiver Gitte Hansen fra VKST om specifikke råd til at optimere i besætningen og dermed opnå bedre bundlinje nævner hun tre ting:
For det første skal hele opstarten – modtagelsen – af grisen, fra man køber den, uanset vægtklasse og aldersgruppe, være på plads. Det vil sige en tør, varm, ren og klargjort stald.
- Vi lægger heller ikke vores små sarte babyer i vådt sengetøj, og derfor lægger vi selvfølgelig heller ikke de sarte smågrise ind i en kold, våd eller beskidt stald.
Videre nævner Gitte Hansen, at man skal fodre som planlagt.
- Vi laver nogle fine, optimerede foderblandinger med tre decimaler, men så skal vi også sikre, at det er præcis det foder, vi har beregnet os frem til, der ender ude i krybben.
Teknikken skal passes
Gitte Hansen pointerer, at der skal være styr på alt. Fra papirarbejdet til kendskab til råvarer, ordentlig hygiejne i foderlade og i udfordringssystemet.
- Og så skal man være sikker på, at foderanlægget også gør det forventede.
Svinekonsulenten peger på, at mange svineproducenter har købt god teknik, der skal hjælpe med at passe grisene.
- Men så skal man også huske at passe teknikken, så den virker – og virker hele tiden, understreger Gitte Hansen, som oplyser, at man ved nærmere gennemgang af foderanlæg ofte finder generelle fejl, ligesom mange ikke er gode nok til at indstille, respektive tjekke hver dag, at det virker.
- Der kommer tit nye versioner til foderanlægget på samme måde, som der kommer nye versioner til vores mobiltelefoner. Og der skal man sørge for, at de, der sælger anlæggene skal medvirke til, at det bliver tilpasset den enkelte besætning.
- Det er ikke nok at sætte det op i en standardopsætning, når der er udregnet foderplaner ned til mindste decimal.
Ordentlig recirkulering
I samme moment peger Gitte Hansen på, at de nødvendige råvarer altid skal være til stede i siloanlægget, ligesom man skal sikre sig ordentlig recirkulering i vådfoderanlægget.
- Det er ikke ok, hvis foderkæden står og drysser alle de fine og vigtige mineraler ned i den første foderkasse, og der så ikke komme noget ud i den sidste foderkasse.
Videre siger Gitte Hansen, at de gode producenter, der ligger i top, ikke bruger mere tid end de øvrige.
- Men de gør bare det helt rigtige allerede i første hug. De går ikke hele tiden og reparerer baglæns, men søger for at tingene virker, at der er kontrol, og at det rigtige foder og mineraler er til stede hele tiden.
- Man skal være på forkant, ikke mindst når det gælder foderanlægget. Beregninger viser, at blot tre nedbrud i løbet af et slagtesvins levetid, betyder 23 gram i minus på den gennemsnitlige daglige tilvækst. Og jo, det kan mærkes, når årets resultat gøres op.
Detaljeret arbejdsgange
På spørgsmålet om der kan gøres noget i forhold til ansatte og medarbejdergruppen, der står for slagtesvinenes daglige ve og vel, svarer Gitte Hansen, at det er vigtigt at enhver medarbejder ved, hvad han eller hun skal, og har fokus på de opgaver, der skal løses.
Gitte Hansen understreger vigtigheden af, at man som virksomhedsejer eller driftsleder, også selv kender arbejdsgange og medarbejdergruppe helt ned i detaljen.
- Seges har lavet en stor undersøgelse, der sammenfaldende viste, at hvor der konstant var et lavt foderforbrug, var der i gennemsnit syv år i anciennitet i medarbejdergruppen. Det var altså rutinerede medarbejdere, der var i besætningerne med det laveste foderforbrug.
Endvidere blev det konkluderet, at hyppige medarbejderskift og ansvarsområder skal undgås.
De gode systemer
Og skal man skifte medarbejdere hyppigt, så skal man have systemer og let forståelige produktionsvejledninger, som kan følges, så intet går tabt ved en overlevering.
- Mange detaljer kan gå tabt ved medarbejderskifte, og derfor skal der være simple anvisninger på, hvordan man eksempelvis starter grise op, hvordan fodrer man, og hvordan gør man, når man vejer grise ud
- Tre-fire simple anvisninger, så er man kommet langt, lyder det fra Gitte Hansen, der afsluttende fortæller, at erfaringerne viser, at selv de bedste besætninger stadig kan optimere og finde øget produktivitet til gavn for bundlinjen.
Svinerådgivningen tilbyder netop nu tre forskellige rådgivningspakker, som kan hjælpe med at løfte produktiviteten i endnu flere besætninger.