Nu kan du producere dine egne TN70-polte

Det bliver nu muligt at producere egne TN70-polte i Danmark. Ornestation Mors og svinegenetikselskabet Topigs Norsvin har indgået samarbejde om levering af sæd over hele landet.

Nu bliver det muligt at producere egne TN70-polte, efter at svinegenetikselskabet Topigs Norsvin har valgt Ornestation Mors som distributør af ornesæd over hele landet.

Indtil nu har det primært været indkøbere af TN70-polte, der har kunnet gøre brug af Topigs Norsvin-genetik, da leveringsomkostningerne på sæd har været for høje til producenter, som ønsker selv at producere TN70-polte.

- Vi har valgt Ornestation Mors som vores distributør af ornesæd, da de er et uafhængigt selskab med høj personlig service, som er specialister i opbevaring og levering af sæd, forklarer Maria Frandsen, salgskonsulent i Norden i Topigs Norsvin, og tilføjer:

- Vi ønsker, at det skal være nemt for den enkelte landmand, så man som svineproducent kan bestille og blive faktureret via Ornestation Mors, som man plejer.

Logistik

Sæden bliver tappet og pakket på Ornestation Alfa i Norge, og sporbarheden er ifølge en pressemeddelelse fra Topigs Norsvin garanteret helt ud til landmanden.

- Sæden transporteres med temperaturlogger, så det kan dokumenteres, at sæden ikke har været udsat for temperaturudsving under transporten, lyder det.

Rent praktisk foregår bestillingen af sæd via Ornestation Mors’ hjemmeside. Genafgiften er inkluderet i sædprisen, og der er ingen bindingsperiode.

Ifølge Topigs Norsvin indeholder selskabets sædportioner henholdsvis 2,2 og 1,8 milliarder motile spermier ved elitesæd og blandet produktionssæd.

Holdbarheden sikres ved brug af sædfortynderen Androstar Plus.

Norsk ornestation

Topigs Norsvin oplyser, at biosikkerheden naturligvis er høj.

- Ornestation Alfa i Norge ved Hamar er placeret med stor afstand til nærmere besætninger oppe i terrænet og inde i skoven for at minimere risikoen for smitte. Desuden er avlsselskabet 100 procent PRRS-fri, og i Norge findes der hverken PRRS eller mycoplasma.

En svineproducent, der skifter avlsselskab, vil som InGene-besætning fortsat få beregnet indeks på sine dyr.

- Det genetiske management hos Topigs Norsvin foregår igennem Pigbase, der er en af verdens største databaser med svineopdræt. Pigbase indeholder data fra mere end 800 besætninger, 400.000 aktive søer og indeholder historiske data for over 25 millioner dyr, lyder det fra svinegenetik-selskabet, der fortsætter:

- Som producent kan man stadig få glæde af at udvælge sine egne søer til videre generationer gennem rådgivning og indeksberegning fra Topigs Norsvins avlsteknikere.

Avlsstrategi

Topigs Norsvins ambition er at forbedre landmandens totaløkonomi ved i høj grad at fokusere på robusthed for både søer og afkom frem for at fokusere på antallet af grise.

- Robuste og ensartede grise ved fødsel bidrager til lavere dødelighed samt højere fravænningsvægt, hvor behovet for zink og antibiotika reduceres, lyder det fra Topigs Norsvin, der tilføjer:

- Vi ved fra vores ejere og kunder, at fremtidens krav går i retning af stærkere grise, som ud fra simplere produktionsmetoder kan performe effektivt.

- Derfor har Topigs Norsvin gennem mange år haft meget differentierede avlsmål, hvilket sikrer en højeffektiv produktion, baseret på gode moderegenskaber, produktionseffektivitet, robusthed og slagtekvalitet, udtaler Bertel Bovbjerg fra Bovbjerg Genetics.

mip

Læs mere om Zinkfri fravænning

Nu er det slut med anvendelse af veterinær zink i svineproduktionen. Klik her og bliv klædt på til den nye hverdag i svinestalden.

Læs mere her

Læs mere om Danmark saneres for PRRS

En samlet dansk svinebranche er gået sammen om en national plan for at reducere forekomsten af PRRS blandt danske grise. Men hvad er det egentlig, og er det muligt helt at udrydde den smitsomme sygdom?

Læs mere her

Læs også