Svinefaglige nyheder

Vær klar til at handle foder

Høst og foderhandel står for døren. Ifølge Fodergruppen hos SvineRådgivningen har flere allerede fået lavet udbudsmaterialet klar, så de kan handle foder med kort varsel og på sikkert grundlag. Det anbefaler Fodergruppen også andre at gøre.

- Der er igen i år store forskelle i priser og vilkår firmaerne imellem. Vi hjælper gerne med at udvælge de relevante blandinger ud fra de aktuelle resultater og udfordringer i besætningen. Derefter sender vi materialet ud til firmaerne og sikrer, at de tilbudte blandinger, samt vilkår for afregning af korn osv., er sammenlignelige firmaerne imellem.

Sådan lyder tilbuddet på SvineRådgivningens facebookside.

- Når vurderingsgrundlaget er klar, kan du på få minutter efterspørge opdaterede priser, den dag du vil handle og på oplyst baggrund afgøre, hvem du skal handle med og hvor kornet skal afleveres i høst, lyder det her fra rådgiverne.

 

Husk E-vitaminen

I de kommende måneder vil der, som hvert år, blive set flere dødsfald som følge af E-vitamin- og selen-mangel på grund af udfodring af endnu ikke lagerfast korn.

LVK-svinedyrlægerne oplever, at der allerede nu fodres med nyt korn.

I det seneste nyhedsbrev fra LVK minder dyrlægerne derfor om, at niveauet af E-vitamin skal hæves i det nye korn.

- Der skal tilsættes E-vitamin i 2-3 måneder, indtil kornet er lagerfast, lyder det fra dyrlægerne, der anbefaler at der tilsættes 2 kg E-30.000 pr. tons foder foruden normen.

 

Kravet om bad skal opfyldes

Jævnfør bekendtgørelsen om sundhedsrådgivning i svinebesætninger har badefaciliteter i alle svinebesætninger med rådgivningsaftaler været et krav fra 1. juli.

I besætninger med flere sites skal der være badefaciliteter dér, hvor medarbejderne slutter deres arbejdsdag. Badefaciliteter i privat bolig accepteres ikke.

- Mange af jer har allerede faciliteterne, og andre har etableret det nødvendige. Men hvis ikke I er helt i mål, så få det gjort færdig hurtigst muligt, lyder opfordringen fra dyrlægerne hos Ø-Vet.

I deres seneste nyhedsbrev minder de endvidere om, at kravet er opstået på baggrund af et ønske om at mindske spredning af MRSA.

- Så husk at holde det rent og pænt, så vi rent faktisk får den ønskede effekt af tiltaget, lyder opfordringen.

 

Kommende kontrol af erklæring

LVK svinedyrlægerne har fået at vide, at Fødevarestyrelsen i kommende periode vil fokusere på, at der følger en tilbageholdelseserklæring med ved salg af grise, såfremt dette er nødvendigt.

FVST har oplyst LVK-svinedyrlægerne, at det accepteres, at der kan være grise i holdet med slagtefrist op til for eksempel 30 dage, og dermed udlevere den samme tilbageholdelseserklæring hver gang. Det meddeler LVK i deres seneste nyhedsbrev.

 

Navlebrok i halm og sygesti

Det er i velfærdskontrollerne blevet LVK-dyrlægerne oplyst, at også unge brokgrise skal gå på halm.

Brokket vurderes som værende stort, når grisen vejer under 30 kg og har et brok på 7-10 cm, og når grisen vejer over 30 kg er brok over 15 cm vurderet som værende stort.

Ifølge LVK’s nyhedsbrev vurderer Seges, at grise med brok skal i sygesti, hvis grisen har en stor broksæk (som svarer til over 15 cm på en slagteklar gris eller over 5 cm på en 30 kgs gris). Desuden skal grisen i sygesti, hvis der er hudafskrabninger/sår på broksækken, eller hvis broksækken føles varm og øm ved berøring.

Læs også