SHN Hegn kom igennem pandemien med arme-og-ben arbejde
Direktør Claus Jacob Jensen fra SHN Hegn frygtede konsekvenser af corona-pandemien, men faktisk fik han og kollegerne et godt år i 2020. Nu søger virksomheden nye medarbejdere.

På gårdspladsen er der masser af hegnsmaterialer, og derfor er Claus Jacob Jensen og kollegerne altid klar til at rykke ud på nye opgaver. Foto: Henning K. Andersen
For et år siden var Claus Jacob Jensen, indehaver af SHN Hegn i Vipperød ved Holbæk, bekymret over, om corona-pandemien ville betyde en delvis nedlukning af hans virksomheds aktiviteter.
Dengang kunne han konstatere, at konkurrenterne var nødt til at sende medarbejdere hjem på grund af karantæneregler, og samtidig turde han ikke at ansætte nye medarbejdere, af frygt for, at ordrebogen ville blive tom. Men sådan gik det langt fra, for der var nok at lave, viste det sig.
- Vi fik en hel del opgaver hos kommuner, da deres medarbejdere var sendt hjem, men der var stadig en del arbejdsopgaver, der skulle løses. Og det var ikke altid hegnsrelateret, men til gengæld var vi meget ude og lave det, vi kalder arm- og ben-arbejde i en lang periode, hvor der ikke var så mange hegnsopgaver, siger Claus Jacob Jensen.
Og hvad er så arm- og benarbejde for noget? Det har Claus Jacob Jensen en god forklaring på.
- Det er, når man er ude og arbejde med arme og ben, havde jeg nær sagt, altså timelønsarbejde. Det kan godt også være maskiner ind blandet, det kan være mange forskellige opgaver, blandt andet nogle af de opgaver, som de »grønne folk« ofte løser i en kommune.
Masser af opgaver
Men som 2020 skred frem, var der nok at se til.
- Fra maj sidste år og indtil nu, har vi stort set ikke mærket til coronaen. Det spiller selvfølgelig også ind, at vi arbejder udendørs, og på den måde har vi kunnet opretholde samtlige medarbejdere, siger han og fortsætter:
- Og vi har faktisk fået rigtig mange arbejdsopgaver, også fordi der har været nogle puljer fra staten, der skulle være med til at holde gang i erhvervet. Det er også kommet os til gode, så det har selvfølgelig været dejligt.
Ikke nemt at ansætte nye
Det handler blandt andet om brobyggerier i nogle kommuner og fremskudte anlægsbevillinger, der er kommet SHN Hegn til gode. Fremadrettet ser Claus Jacob Jensen frem til at få endnu mere gang i hjulene, efterhånden som det danske samfund genåbnes.
Vi følger os meget privilegeret i forhold til mange andre brancher som må kæmpe en hård kamp for deres livsværk, som måske har været lukket ned i over et år og som må søge tilskud fra Staten for at over leve. Så har vi jo haft det nemt, siger Claus Jacob Jensen
- Faktisk søger vi nye medarbejdere, for vi er i den udfordrende situation, at vi ikke har medarbejdere nok i forhold til efterspørgslen. Men vi ansætter selvfølgelig ikke i blinde, siger Claus Jacob Jensen.
- Vi søger specifikt hegnsmontører, især inden for sikringshegn. Der mangler vi gode arbejdskræfter. Det er svært at få, fordi alle har meget at lave, og lige præcis hegnsmontører er ikke faguddannede, hvilket er medvirkende til, at gode folk, der kan montere hegn, ikke ligefrem hænger på træerne, forklarer han.
Han understreger, at det selvfølgelig er godt at have noget at rive i, men at manglen på medarbejdere også øger arbejdsmængden hos de nuværende ansatte. Forhåbentlig findes der nogle gode hegnsfolk, som byder ind på et spændene og afvekslende job. Vi står klar til at hyre en eller to mere hvis de rette dukker op, siger han.
En travl vinter
Han kan se tilbage på et vinterhalvår, hvor vejret har været med ham og kollegerne hos SHN Hegn.
- Der har jo kun været tre dage med sne, og jeg tror, at vi vel har haft fire dage, hvor vi måtte blive hjemme, fordi der var for meget sne, eller fordi det styrtregnede. Og de dage har medarbejderne kunnet afspadsere.
Vinteren har budt på mange forskellige opgaver, fortæller han videre.
- Der har været en del mellemstore opgaver, blandt andet med sikringshegn, flere porte, store indhegninger. Flere opgaver med hestehegn er blevet løst under frostgrader. Der har også været en stor sag i Nordsjælland, hvor vi lavede fire kilometer trådhegn, og et par kilometer hestehegn, siger SHN-direktøren.
- Så der har været mange fine opgaver ind imellem. Men vi har også opgaver, vi kan lave på én dag hos helt almindelige mennesker. De opgaver er vi også glade for, og vi håber, at der trods corona vil være hegnsarbejde hos private i vente, slutter han.