Lang sæson med løg

Kærsgaard I/S i Hjadstrup har løg som grundstenen i produktionen. 11 måneder om året sorteres og pakkes til videresalg, men fra marts til sidst på efteråret er hovedfokus i marken, hvor løgene tilses dagligt.

Sneen ligger som et fint lag over gårdspladsen, da Landbrug Fyn er på besøg på Kærsgaard i Hjadstrup. Kulden er påtagende og de nul grader i kølerummet, hvor løgene opbevares, føles næsten lune i forhold til de tre minus grader, der følger sneen udendørs.

Der synes derfor at være lange udsigter til, at de nye løg skal i jorden, men allerede nu er Martin Knudsen, der sammen med sin far Leif Knudsen driver den nordfynske ejendom i et interessentskab, godt i gang med at planlægge kommende sæson.

Første læg sættes midt i marts

- Midt i marts sætter vi de første sætteløg. Vi sætter 20 løg pr. meter og forventer, at de kan høstes allerede fra midten af juli. Vi strækker sæsonen ved at begynde med sætteløg, og ser det som en fordel, selvom det er en dyrere proces end brug af såløg.

- Midt i april sår vi såløg i to meters bede med syv rækker i hver. De løg forventer vi at høste omkring september og måske helt frem til november, fortæller Martin Knudsen.

Lige inden såning pløjes jorden og køres over med en stenbedsfræser.

- Det gør vi, for på den måde at have arbejdet de største sten ned i jorden. Da vi arbejder i de øverlige jordlag med løgene, skulle stenene gerne blive liggende der, hvor de ikke generer vores arbejde eller løgenes vækst.

Ny sprøjte med Twin Force system

Løg er en afgrøde, der kræver en del overkørsler med sprøjten, hvorfor Martin Knudsen har stort fokus på at optimere netop denne arbejdsgang.

- Vi kører med små doser for at undgå sygdomme og skadedyr. Især svamp er en stor risiko i løgproduktionen, og vi er opmærksomme hver dag, ligesom vi i højsæsonen har besøg af vores planteavlskonsulent ugentligt, siger Martin Knudsen.

At samme grund, har Martin Knudsen også netop investeret i en ny Hardi Commander 5500i sprøjte med større tankkapacitet, for at være mere effektiv.

- Vi har valgt at købe en sprøjte med Twin Force system, der - udover at reducere kemikalieforbruget med op til 30 procent, da dråberne styres og placeres mere præcist – giver os en større fleksibilitet og mulighed for flere køretimer, fortæller han og suppleres af Stefan Møller fra Flemløse Maskinforretning, der har solgt Martin Knudsen sprøjten.

- På grund af den mindre afdrift, opnår man et større vindue, hvor der kan køres, hvilket især her på Kærsgaard, hvor der arbejdes med højværdiafgrøder i stor stil, er optimalt, så der kan reageres med det samme, hvis der opdages eksempelvis skimmelsvamp i løgene, siger salgskonsulenter og uddyber, at det med den nye sprøjte er muligt at lukke ned på dyseniveau, ligesom der er automatisk bomhøjdejustering.

- Og så har vi selvfølgelig gps i både traktor og på sprøjten, så vi undgår overlap, påpeger Martin Knudsen.

Stort kali-behov

Løgene gødes i forbindelse med såningen og igen to gange gennem sæsonen.

- Løg har et ekstra behov for kali, for at fastholde en god skalkvalitet, så vi kører med fire forskellige gødninger for at kunne honorere det behov, lyder det.

Også her er der investeret på maskinfronten, og inden sæsonstart indfinder en ny gødningsspreder sig på ejendommen, ligeledes fra Flemløse Maskinforretning.

- Vi har valgt en Rauch Axis gødningsspreder med automatisk kilespredning. Den lukker dynamisk ned hele vejen igennem kilen, hvilket er en fordel, da gødningen placeres der, hvor der er brug for den, og vi undgår overlap og overgødskning, forklarer Martin Knudsen.

Løg i kasser

Slut august fritlægges løgene, så de kan tørre af og den grønne top visne og snøre sig sammen.

Når det er sket, tages løgene ind og lægges på lager. Enten i kasser eller på løslager.

- Vi foretrækker kasser, da det er det mest skånsomme for løgene, siger Martin Knudsen.

Kærsgaard I/S

Martin Knudsen (29 år) er uddannet agrarøkonom i 2012 og sjette generation på den familiedrevne ejendom i Hjadstrup ved Otterup. Kæreste med Camilla Højgaard, der er seniorkonsulent hos Seges med speciale i fodring af diegivende søer. Sammen har de datteren Josefine på seks måneder

Bedriften har egen facebookside. Søg på »Kærsgaard«

Sædskiftet på de cirka 300 hektar

40 ha løg

6 ha jordbær

6 ha nye kartofler

2 ha plukærter

1 ha asparges

25 ha rajgræs

30 ha raps

190 ha korn (hvede, byg, rug)

Læs også