I næste måned forventes EU-Kommissionen at fremlægge et forslag, der vil gøre det muligt at bruge genediteringsteknologier som fx Crispr/Cas9. Det vil gøre det muligt at ændre i planter og afgrøders DNA-kode, hvilket kan fjerne uønskede vækster og plantesygdomme.

Det skriver mediet Euractiv.com. Spørgsmålet er så bare, om lovforslaget bliver fremlagt, eller om det får lov til at ligge i skufferne i Kommissionen. 

For hvis det skal lægges frem, vil det kræve, at parlamentarikerne skal droppe modstanden mod to andre forslag fra kommissionen. 

Det ene, SUR, skal halvere brugen af pesticider, mens det andet, NRL, skal være med til at rette op på økosystemerne i de 27 medlemslande. Begge forslag er blandt flagskibene i EU's Farm-to-Fork-lovkompleks.

- Hvis Europa-Parlamentet siger, at de afviser forordningen om bæredygtig brug af pesticider, hvad er så egentlig behovet for at have dette forslag om NGT'er, spørger en embedsmand for EU-Kommissionen overfor Euroactiv

Forslaget om ny lovgivning, der kan åbne op for genredigeringsteknologi, har været længe undervejs, og både politikere og interesseorganisationer har længe presset på for at få noget til at ske på området.

For nylig modtog kommmissionen således et brev fra blandt andre Euroseeds, der repræsenterer den europæiske frøsektor, samt EU's landbrugsorganisation Copa-Cogeca, der anbefaler en »faciliterende og passende« regulativ ramme for teknologien og fastholder, at teknologien er klar til at blive et nøgleværktøj til at levere forbedringer af plantegenetikken i frentiden.

Parlamentarisk kile

Udviklingen har slået en kile ind mellem de to fløje i EU-Parlamentet. Således siger den franske Pascal Canfin, der er formand for parlamentets miljøudvalg fra den liberale gruppe, at han bakker op om at holde NGT-forslaget tilbage, hvis de andre forslag ikke bliver vedtaget.

- Hvis jeg var [kommissionsvicepræsident] Frans Timmermans, ville jeg ikke fremlægge mit forslag om NBT'er [nye avlsteknikker] i juni i den sammenhæng, siger han til Euractiv.

Han tilføjer, at der efter hans mening ikke er nogen grund til at have den nye teknologi, hvis centrum-højre-fløjen ikke vil kæde de forskellige lovforslag sammen. 

Mens EU-systemet har nølet med at give teknologien fri, bruges Crispr/Cas9-teknologien allerede nu flere steder i verden.