- Det er lige til at leve sig ind i. Det er de samme tanker, man går med selv, lyder det fra elever fra Dalum Landbrugsskole, der som del af undervisningen i strategi har været på besøg hos landmandsfamilier og fået svar på mange spørgsmål om blandt andet generationsskifte.
For bordenden af sit spisebord med udsigt ud over sine vestjyske kartoffelmarker sidder den erfarne landmand Henrik Hansen og tager imod nærgående spørgsmål fra 13 næsten færdiguddannede agrarøkonomer.
De vil vide, hvor den 62-årige landmand ser sig selv om 3-5-10 år, og hvad han tænker, der skal ske med hans livsværk?
Initiativet til mødet kommer fra undervisere fra Dalum, Bygholm og Gråsten Landbrugsskoler, som i samarbejde med rådgivningsselskabet Sagro gerne vil gøre undervisningen i strategi mere håndgribelig for de studerende.
- Det kan hurtigt blive meget luftigt, hvad en vision er, men i virkeligheden er det jo ret simpelt. Det handler om at sætte en retning og bestemme sig for, hvilke handlinger man vil sætte i gang og hvornår.
- At bruge en konkret landmandsfamilies virksomhed som udgangspunkt for undervisningen gør, at det pludselig springer fra lærebøgerne over i at blive meget håndgribeligt, nede på jorden og noget, man kan forholde sig til, siger Per Kristensen, der underviser i økonomi og ledelse på Dalum Landbrugsskole.
Begejstrede studerende
Spørgelysten er stor blandt de studerende, hvoraf mange har overvejelser om generationsskifte tæt inde på livet.
Ved spisebordet til højre for den lidt ældre landmand sidder Morten Suhr Pilemand Hansen, der selv regner med en dag at skulle overtage forældrenes landbrug. Han er begejstret for den nye virkelighedsnære undervisningsform.
- Det er lige til at leve sig ind i. Det er de samme tanker, man går med selv. Mine forældre har nogle drømme, som de gerne vil have udlevet, når de kommer til den dag, hvor jeg skal til at køre landbruget videre. Vi skal have lagt planer for, hvad der skal ske, og hvordan vi skal gribe det an. Vi har en helt konkret dagsorden, vi skal tage stilling til. Nogle personligheder, værdier og drømme, der skal indarbejdes i strategien for, at vi får den bedste fremtid for os selv, siger Morten Suhr Pilemand Hansen.
Strategier forelægges landmanden
Henrik Hansen var ikke den eneste vestjyske landmand, som fik besøg af nysgerrige agrarøkonomstuderende denne regnfulde tirsdag. Andre agrarøkonom-studerende besøgte tilsvarende bedrifter med henholdsvis grise og kvæg.
De studerende får efterfølgende arbejdsro til at udarbejde strategier for de enkelte virksomheder. Strategierne præsenteres 14 dage senere for de involverede landmænd. Dette sker på Sagro, der også bidrager til projektet ved at stå til rådighed for de unge med sparring og rådgivning.