Seges er i samarbejde med LE34 og Orbicon i gang med at teste en båddrones potentiale til opmåling af vandløb og anvendelse af data til dokumentation og kontrol af vandløbsregulativer.

Det oplyser Seges i en ny video, som de har lagt ud på Facebook.

På videoen ser man en af de omtalte båddroner blive testet for at undersøge dens potentiale til at opmåle vandløb og dokumentere og lave kontrol af vandløbsregulativer.

- Det er vigtigt, at vi tester ny og mere effektiv teknologi til opmåling af vandløbene, da klimaforandringerne har medført, at vandløbene skal håndtere større mængder vand i fremtiden, siger Line Bønnelycke Nørgaard, der er konsulent i Plante- og Miljøinnovation, Seges, i videoen.

Mere retvisende

Overholdelse af vandløbsregulativerne er et grundelement i at håndtere de stigende vandmængder, lyder det.

Den traditionelle måde at opmåle et vandløb er at måle en tværprofil af vandløbet som minimum ved hver 100 meter. 

- Ulempen ved den model er, at når vandet er mudret, så kan man som opmåler ikke se igennem vandet og se, om der er et eller andet undervejs, som man ikke kan mærke. Og hvis vandløbet har en vis bredde, kan der sagtens ligge en stor sandbanke eller sågar et helt træ, uden at man som opmåler opdager det, siger Knud E. Klausen, der er landinspektør hos LE34.

Interesserede kan se videoen af båddronen i aktion på følgende link:

facebook.com/planteavl/videos/1104944196548978