Ubegrænset adgang til alle artikler online
Hvis vi tager danskernes ønske om større selvstændighed alvorligt, er en helhedstankegang omkring fødevareklyngen et rigtig vigtigt sted at begynde for landets næste regering.
For os at se er klimapolitik uden geopolitik en naiv politik. Og i en verden præget af krig er det ikke nok at være ambitiøs som land. Man er nødt til også at være realist.
Det vil i vores optik klæde de økologiske fortalere på Christiansborg at se realiteterne i øjnene. Producenterne har ingen jordisk chance for at honorere de politiske ambitioner.
Ensartet kildevalg og manglende kritiske modspørgsmål gav under valgkampen et forvrænget billede af landbruget, skriver Niels Damsgaard Hansen, forhenværende formand for Danske Fødevare- og Landbrugsjournalister.
Danmark synes at være i gang med et økonomisk eksperiment på arbejdsmarkedet helt uden fortilfælde i denne verden.
Rekruttering fejler sjældent på grund af kandidaterne, men fordi vi ikke er skarpe nok på, hvad vi egentlig søger – og hvorfor.
Når der pludselig ikke træffes nye politiske beslutninger i en måned, sker der noget bemærkelsesværdigt, for alle virksomhederne fortsætter. Danskerne går på arbejde, og produktionen fortsætter.
Vi har brug for en langsigtet fødevarepolitik, der balancerer klima, natur og produktion – ikke forhastede beslutninger, der svækker Danmarks og Europas position i en usikker verden.
Forbrugeren ønsker ofte én ting – men vælger ofte noget andet i køledisken.
Ulven er ikke kun et spørgsmål om natur, men også om retfærdighed. Hvor meget skal nogle områder tåle på hele landets vegne? Og hvor langt skal man gå, før hensynet til lokale livsvilkår vejer tungere end nationale ambitioner?
I nogle kystområder kan ét ton mindre fosfor svare til over 70 ton kvælstof – alligevel fylder fosfor næsten ikke i reguleringen, påpeger læserbrevsskribenten blandt andet.
Når både rød og blå blok nu bevæger sig i retning af skærpede krav, drevet af ønsket om at tiltrække byvælgere, risikerer man at underminere netop den stabilitet, som trepartsaftalen ifølge aftaleparterne sikrede.
Hvis vi virkelig vil passe på de unge, bør vi starte dér, hvor skaden faktisk sker. Og det er indiskutabelt ikke ved vandhanen.
Alt for ofte reduceres dansk erhvervspolitik til fordelingspolitik og enkeltsager, som vi så det i valgkampen.
Retsstaten fungerer kun, hvis loven gælder for alle. Også kommunerne. Og sagen fra Gudenåen må have den konsekvens, at tilsynet med kommunerne i hele Danmark skærpes.
Peter Rosendal efterlyser dokumentation og risikovurderinger, før politikerne indfører sprøjteforbud for at beskytte drikkevandet.
Bliver nogen nogensinde stillet til ansvar for, at den nye ejer af Molslaboratoriet sammen med en stribe fagfolk nu ser sig nødsaget til at iværksætte en nødplan for at undgå, at dyrene skulle aflives? Næppe.
Salgsprisen er kun begyndelsen – forkert planlægning kan koste millioner i skat og reducere dit reelle provenu markant, skriver Jens Axel Kruchov i denne klumme.
Hvis den vigtige klimadebat skal bevare sin troværdighed, må den tåle mere end alarm og ensretning. Den må tåle ægte kritik. Også når isen vokser.
Stiger renterne og energiomkostningerne til den energitunge øko-planteavl yderligere, så står vi næppe med en styrket økologisk planteavl i den nære fremtid.
Uden klar årsagssammenhæng risikerer et nationalt sprøjteforbud at blive underkendt ved både danske domstole og EU-domstolen, påpeger læserbrevsskribenten.
Forslag til nye regler for sten- og jorddiger risikerer at svække lodsejernes retssikkerhed, skriver Cecilie Koefoed-Hansen, Bæredygtigt Landbrug.
Måske vil det en skønne dag vise sig, at det alligevel ikke er så pokkers god en idé at save benene på dansk landbrug i den nuværende situation.
Skal vi have råd til de dejlige flyrejser – og det skal vi jo - så skal der spares et sted. Og så er det jo dejligt med tilbudsaviser og billigt svinekød.
Kritik er fair, men grundløse mistanker og splittelse svækker landbruget, skriver Martin Hjort Jensen, viceformand i Landbrug & Fødevarer, i en replik til Jens Iversen og Ulrik Lunden.
Tilsidesættes myndighedernes faglige vurdering af pesticider, som man vil med et politisk bestemt sprøjteforbud, sender man Miljøstyrelsen i skammekrogen. For så stoler man jo ikke på Miljøstyrelsens medarbejderes evne til at godkende midler.
Rådgiver mener, at en central beregning i en forskningsartikel fra Københavns Universitet giver et misvisende billede af, hvad det koster at reducere nitrat i drikkevand. Forskeren bag rapporten afviser kritikken – men erkender, at højere forudsætninger vil øge omkostningerne.
·0:00 / 0:00
