El-installatør på opkøb

OVERTAGELSE El-installatørforretning El-Møller A/S i Rødekro overtager med virkning fra 1. marts el-installatørforretningen Arne Christiansen på Tøndervej i Aabenraa og samler alle aktiviteter i Rødekro. Med opkøbet vil El-Møller A/S samlet beskæftige 15 medarbejdere blandt dem Arne Christiansen. Opkøbet sker på initiativ af El-Møllers direktør Lars Erik Thomsen:

- Vi ønsker en kontrolleret vækst, og her passer Arne Christiansens profil godt ind i vores set-up. Vi kender hinanden som kvalitetsbevidste kolleger. Vi er så heldige at både Arne og svenden Rasmus fortsætter i virksomheden.

Arne Christiansens forretning blev grundlagt af faderen i 1954. Arne Christiansen overtog virksomheden ved et generationsskifte i 1988. De administrative opgaver som Arne Christiansens hustru Bodil hidtil har udført vil fremover blive overtaget af El-Møllers personale.

El-Møller er grundlagt i 1927, og hører dermed til blandt områdets ældste håndværksvirksomheder. Direktør Lars Erik Thomsen og serviceleder Lasse Fabricius overtog firmaet i 2016 efter at have været ansat i virksomheden i henholdsvis 32 år og 13 år. El-Møller er kendt for at være et firma med et godt arbejdsmiljø. Derfor er både 10, 15,25 og 35 års jubilæer intet særsyn.

El-Møller A/S løser opgaver for områdets toneangivende erhvervs- og industrivirksomheder, offentlige institutioner, landbrug og private.

Læs også