NaturERFA sætter fokus på langelandsk genforvildning
Helårsgræsning, hvordan ser dyr og arealer ud i slutningen af vinteren? Det spørgsmål kan deltagere ved årets første møde i NaturERFA Fyn få svar på, når turen går til Sydlangeland.

Ved Dovns Klint har Exmoor-ponyer siden 2006 levet vildt og afgræsset arealet. Den 26. februar besøger NaturERFA Fyn området på Sydlangeland. Arkivfoto
Når Velas-gruppen »NaturERFA Fyn« afholder årets første møde, sker det i samarbejde med Life RigKilde, hvor turen går til Skovsgård Gods og Dovns Klint på Langelands Sydspids. Her sætter dagens program fokus på helårsgræsning, vildheste og genforvildning.
Arrangementet finder sted lørdag den 26. februar klokken 10-15, hvor dagen begynder på Skovsgård Gods og slutter af ved Naturstyrelsens vildheste på Gulstavvej ved Bagenkop.
Skovsgaard Gods er ejet af Danmarks Naturfond (DN) og er gået sammen med Den Danske Naturfond i det nuværende største danske genforvildnings-projekt. Her er 245 hektar netop hegnet i én stor indhegning, hvor der er udsat kvæg og vildeheste, der skal gå ude hele året uden tilskudsfodring.
På 120 hektar ved Dovns Klint har Exmoor-ponyer siden 2006 levet vildt og afgræsset arealet. Her kan man se udviklingen i naturen med hestegræsning gennem 15 år. Hestene lever så vildt som muligt uden menneskers indblanding. Hvis vinteren er særligt streng og føden knap, bliver der lagt stråfoder ud. Afgræsning suppleres med kvæg.
Sparring for naturplejere
NaturERFA Fyn er en erfagruppe der giver mulighed for at udveksle erfaringer, dele faglig viden og danne netværk med andre, der arbejder med naturpleje med enten kvæg, heste og/eller får.
Når gruppen mødes på udvalgte områder, bliver der sat fokus på faglige emner, som er aktuelle for stedet. Emnerne har gruppens medlemmer selv mulighed for at komme med input til.
Desuden kan der også være mulighed for at få oplæg til inspiration fra eksterne deltagere eller besøge andre naturområder.
Find mere om tilmelding til erfagruppens arrangement på Sydlangeland på Velas’ hjemmeside.