Ofte svært at tjene penge på hvede

Til Patriotisk Selskabs økonomikonference den 11. december vil økonomikonsulent Kasper Skovgaard Hansen komme ind på udsvingene i de enkelte afgrøder.

- Jeg kan bekræfte, at hvede fortsat er en afgrøde, som det er svært at tjene penge på. Kun tre ud af ti af de ejendomme med hvede, som er med i vores Driftsanalyser, får dækket alle omkostninger ved produktionen. Afregningspriserne står simpelthen ikke mål med omkostningerne, medmindre man er blandt de dygtigste planteavlere, siger Kasper Skovgaard Hansen.

I et indlæg om resultater og prognoser fra rådgivningsselskabets nye Driftsanalyser 2018/19 går han i dybden med både markbrug og husdyrproduktion. 

2018-resultaterne hos Patriotisk Selskabs medlemmer er kendetegnet af ualmindeligt store udsving i nettoudbytterne og dermed en kæmpe forskel mellem top og bund. I Driftsanalyser 2018/2019 kan man se, at det gennemsnitlige nettoudbytte for alle planteavlsejendomme er på 270 kroner pr. hektar. Men nøjes man med at tage det gennemsnitlige nettoudbytte for den bedste halvdel, er det på 1.913 kroner pr. hektar.

- Til sammenligning var gennemsnittet for alle ejendomme i 2017 på 1.089 kroner pr. hektar mod et gennemsnit for den bedste halvdel på 2.460 kroner pr. hektar. Det vidner om et kæmpe spænd i resultaterne i 2018, hvor det for nogen er gået rigtigt skidt, men for andre er gået fornuftigt trods tørken, hvilket blandt andet skyldes bedre afregningspriser, færre omkostninger til for eksempel høst og god risikostyring. Det er derfor ikke altid kun udbyttets størrelse, der er tungen på vægtskålen, siger Kasper Skovgaard Hansen.

Udover resultater for 2018, tidlige resultater for 2019 og prognoser vil der blive stillet skarpt på bæredygtighed på konferencen.

- Bæredygtighed er på vej til at blive en forudsætning for landbrugets indtjening. Samtidig kan det være en forretning, lyder det fra Patriotisk Selskab, der også har handel af korn, sukkerroeøkonomi og nyt fra EU på programmet. 

mip

Læs også