Traktorsalg i to hastigheder

Case IH indtager førstepladsen over Danmarks mest solgte traktor i totalmarkedet over 40 HK i år, mens John Deere fører i markedet for traktorer over 200 HK.

TRAKTORSALG Salget af traktorer fra 40 HK er nede med 7,5 procent de første 11 måneder af 2020, men ser man på salget af traktorer fra 200 HK, er salget steget med næsten syv procent opgjort pr. 30. november i år.

I den forgangne måned tog New Holland førstepladsen med 20 nyregistrerede traktorenheder, der svarer til næsten hver fjerde traktor, som er slutsolgt ud af et vigende totalmarked på kun 84 traktorer for hele november. På andenpladsen kom Case IH med 17, Fendt på tredjepladsen med 14, efterfulgt af John Deere med 13, Massey Ferguson med otte, Valtra seks, Claas tre og Deutz-Fahr med to traktorer.

Ser man på statistikken over hvilke traktormodeller, der topper listen, er det fortsat Case IH Puma 240 CVX, som har en markedsandel på fem procent af totalmarkedet på 1.254 traktorer pr. 30. november.

Pumaen fra Case IH har ligget nummer et på denne statistik igennem de seneste to år, og pr. 30. november var der slutsolgt 63 Puma 240 CVX-er. Nummer to på listen over Danmarks mest solgte traktormodel er Fendt 724 Vario med 49 enheder.

På en delt tredjeplads – med hver 31 enheder – kommer John Deere 6250R og New Holland T7.270 Auto Command.

To hastigheder

Totalmarkedet for traktorer fra 40 HK er faldende, mens traktorsalget for traktorer over 200 HK er stigende. Pr. 30. november var der slutsolgt 767 traktorer over 200 HK, en stigning på næsten syv procent i forhold til sidste år, hvor salget var på 717 enheder.

Totalmarkedet for samme periode for traktorer fra 40 HK er til gengæld faldet med næsten 7,5 procent fra 1.254 slutsolgte traktorer i år sammenlignet 1.355 enheder for samme periode sidste år.

John Deere fører statistikken i 200 HK-segmentet for de første 11 måneder med 160 solgte traktorer, Case IH har solgt 150, Fendt 144, New Holland 100, Claas 75, Massey Ferguson 74, Valtra 47, Deutz-Fahr 15 og McCormick med to stykker.

Koncerntallene pr. 30. november føres af CNH (Case IH og New Holland) med 470 nyregistrerede traktorer, Agco-koncernen (Fendt, Massey Ferguson og Valtra) er noteret for 394 og John Deere for 234 traktorenheder.

Læs også

Skoleelever regner landbruget ud
Møder for sukkerroedyrkere
Borgerforslag vil have Mette Frederiksen for rigsretten
Årets løgavler er fundet
25 år gamle it-systemer til overfladevand erstattes af ny moderne platform
Sjællandsk landmandssøn er stemmen i ny podcast