Navnet »Diverto«, som en ny hollandsk maskine benævnes, antyder at funktionen af den nye maskine kan gå i lidt forskellige retninger.

- Der er tale om en multimaskine, hvor det nok er gravearmen, der først antyder, at maskinen er en fuldgod gummihjulslæsser. Men faktisk er maskinen anvendelig både som traktor med trepunktsophæng og kraftudtag til forskellige pto-drevne redskaber som fræsere og klippere, forklarer sælger Per Hansen fra FMR Maskiner, der netop har fået forhandling af maskinen, der importeres til Danmark af Jørlunde Maskinforretning.

Maskinen kan også fungere som trækkraft til vogne, som den tilmed selv kan læsse uden af frakoble vognen. Endelig fungerer maskinen med en skovl i gravearmen også som en traditionel læssemaskine, der klarer en tiplast på 2.200 kg og en læssehøjde på tre meter.

Kabinen drejes

Multimaskinen, der blev vist for første gang i Danmark på Roskilde Dyrskue, er fuldhydraulisk og for over 90 procents vedkommende bygget af standardkomponenter fra anerkendte producenter.

- Der er en John Deere-motor i den, og den komfortable førerkabine kan drejes 180 grader, så den – sammen med »reverse steering« – kan køre og orientere føreren i begge retninger, forklarer Per Hansen.

- Multimaskinen kan køre 40 kilometer i timen på landevejen og kan derfor komme hurtigt rundt til opgaver, der kan være så forskellige som transportarbejde, dræningsarbejde, læsseopgaver, fræsning eller rabatklipning med en slagleklipper, mulighederne er uendelige