Kommune gør klar til tilsyn med minkfarme

En kampagne i Aalborg Kommune indebærer blandt andet besøg hos minkavlere, der har særligt store udfordringer med at bekæmpe fluer og lugt

En tilsynskampagne skal hjælpe minkavlere med at mindske lugt og antallet af fluer.

Det er i hvert fald, hvad Aalborg Kommune har planer om. Et inspirationsmøde for kommunens minkavlere har markeret starten på kampagnen, der i maj bliver fulgt op med tilsyn på udvalgte minkfarme.

I den nordjyske kommune peger man på, at det siden 2007 har været lovpligtigt at opsætte gyllerender i alle minkfarme, men ifølge kommunen har det ikke alle steder været nok til at holde fluer og lugt væk.

- Minkavlerbranchen har i mange år levet med et dårligt ry, og nogle farme har da også problemer. Men der er faktisk også mange, der gør det rigtigt godt, og dem vil vi gerne, at andre lader sig inspirere af, siger rådmand i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg Kommune Lasse P. N. Olsen i en pressemeddelelse.

- Derfor åbner vi dørene og inviterer alle minkavlerne indenfor til en snak om, hvordan vi kan hjælpe hinanden. Et initiativ, som mange avlere har taget positivt imod. De, der har særligt store udfordringer med at bekæmpe lugt og fluer, tager vi på besøg hos og hjælper dem med redskaber at arbejde ud fra, tilføjer rådmanden.

Læs også