Først fire en halv måned inde i høringen til vandområdeplanerne er to faglige rapporter, som L&F anser som nøglerapporter, offentliggjort.
Der mangler en reduktion på 7.800 tons kvælstof til
vandmiljøet før vi er i mål.
Sådan lød det fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S), da
hun i december sidste år sendte vandområdeplanerne, 2. generations vandplaner,
i høring i seks måneder.
Bag vurderingen af, at det lige nøjagtig er en reduktion
på 7.800 tons ligger to faglige rapporter, som Naturstyrelsen har bestilt. En
fra DCE ved Aarhus Universitet og en fra Dansk Hydraulisk Institut (DHI). De
endelige rapporter har Landbrug & Fødevarer længe forsøgt at få indsigt i,
men først i sidste uge fik organisationen mulighed for at nærlæse rapporterne.
Og det er man langt fra tilfreds med.
Vigtigt at have kendskab til
Landbrug & Fødevarer anser således rapporterne, der
indeholder modelbereninger til at beregne indsatsbehovet, som nøglerapporter,
der er særdeles vigtige for offentligheden at have kendskab til i den
igangværende høring til vandområdeplanerne. En høring der slutter om kun lidt
over en måned.
Det fortæller Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug
& Fødevarer.
- De rapporter burde have været offentligt tilgængelige
fra dag ét, men de er så først kommet fire en halv måned inde i den her seks
måneders lange høring. Det er stærkt kritisabelt, at de bare på den måde, som
det er gjort, bliver sparket ind som noget supplerende høringsmateriale, siger
Lars Hvidtfeldt.
- Altså for os er det helt essentielt, da vi ikke
anerkender den præmis om, at det alene er kvælstof, som man skal kigge på for
at sikre den gode miljøtilstand, siger han videre, og forklarer, at der jo kan
findes en hel del andre faktorer end kvælstof, som også spiller ind på
vandmiljøets tilstand, siger Lars Hvidtfeldt.
Ikke nødvendige
Fra Naturstyrelsen lyder det fra kontorchef i
Naturstyrelsen, Thomas Bruun Jessen, at de sidste to rapporter fra
forskningsinstitutionerne ikke har været nødvendige at have adgang til for at
afgive et fyldestgørende høringssvar.
Han fortæller også, at man på Naturstyrelsens hjemmeside,
samtidig med, at vandområdeplanerne blev sendt i offentlig høring i december, lagde
supplerende materiale på hjemmesiden, herunder en samlet hovedrapport fra DCE
og DHI, som beskriver de anvendte modeller, som er brugt til at opgøre indsatsbehovet
til fjorde og kystvande. Altså hvordan man er kommet frem til lige præcis 7.800
tons. Det mener Landbrug & Fødevarer dog ikke har været nok.
Høringen af vandområdeplanerne slutter 23. juni.
Læs mere i Effektivt Landbrugs trykte avis onsdag.