Direktør i Landbrug & Fødevarer Flemming Nør-Pedersen opfordrer nogle kommuner til at finde nye løsninger i forbindelse med sagsbehandling
Miljøminister Kirsten Brosbøl (S) roser kommunerne for at
have nedbragt den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i forbindelse med
udvidelser i landbruget.
Kommunerne har således barberet godt en måned af
sagsbehandlingstiden på miljøgodkendelser fra 2013 til 2014, så den nu i
gennemsnit er 6,6 måneder. Og hos Landbrug
& Fødevarer (L&F) ser direktør Flemming Nør-Pedersen med tilfredshed på
udviklingen:
- Det er en fornøjelse at se, at det fortsat går den
rigtige vej med sagsbehandlingstiderne på landsplan. Hvis vi skal have vækst i
landbruget er det vigtigt, at landmændene smidigt kan udvide med nye stalde og
flere dyr. Det kræver en hurtig sagsbehandling hos kommunen.
Flemming Nør-Pedersen roser de mange kommuner, som i 2014
nedbragte sagsbehandlingstiderne:
- Man kan eksempelvis nævne Bornholm og Mariagerfjord, der begge inden for to
år har sænket sagsbehandlingstiden fra 22 måneder til under seks måneder. Til
gengæld er der enkelte kommuner, der desværre ser ud til ikke at tage
behandlingen af husdyrsager alvorligt nok.
Behandlingstid på godt fire et halvt år
Direktøren peger eksempelvis på, at i Thisted Kommune er sagsbehandlingstiden
for andet år i træk blevet længere – og ligger med et gennemsnit på mere end to
år. Og i Odsherred afgjorde kommunen sidste år blot en enkelt sag.
Behandlingstiden for den ene sag var på 56 måneder – altså mere end fire et
halvt år.
- Det må simpelthen være muligt for kommuner som Thisted
og Odsherred at finde en løsning. Hvis det handler om mandskabsmangel, bør man
kunne lægge opgaven ud til andre, eksempelvis en af nabokommunerne, lyder det
fra Flemming Nør-Pedersen.