LG Seeds har i samarbejde med finske Boreal Plant Breeding udfordret vinterrapssorterne i forsøg under kolde forhold i Finland
Igen i år har LG seeds sendt forsøg med rapssorterne
nordpå, hvor der stadig findes vintre med frost.
For at få mere viden om sortenes overvintringsevne blev
der i efteråret 2014 etableret test af flere LG sorter på finske lokaliteter.
Der er i alt seks lokaliteter, hvor fire af dem er egne forsøg og de to andre
er officielle finske statsforsøg, der kan sammenlignes værdiafprøvningen i
Tystofte.
Den nordligste lokalitet ligger ved Joikionen – cirka 130
kilometer nordvest for Helsinki, blot 900 kilometer syd for polarcirklen.
Mild finsk vinter
I 2014/15 har vinteren været mild efter finske forhold.
Det betyder, at det kun frøs ned til minus 20 grader. Set med finske forhold er
det, ifølge Thomas Bisgaard Jacobsen, produktchef i Limagrain,
forædlingsfirmaet bag LG Seeds, ikke at regne for noget, idet vinteren ofte
holder ved helt hen i maj måned og der kan stadig forekomme nattefrost langt
ind i maj.
- Dette forhold skal rapssorten også kunne kompensere for
ved at lave nye sideskud med nye blomster på, siger han.
Sorternes overvintringsevne bliver dermed sat på en barsk
prøve på alle lokaliteter og ingen sorter kommer gennem vinteren uden
vinterskader.
- Selv om de to sidste vintre i Danmark har været milde,
skal vi huske, at vi til enhver tid kan forvente en hård vinter. Derfor er det
vigtigt, at vi tester vores sorter under hårde betingelser, lyder det.
- Forsøgene i Finland giver os vigtig viden om sorternes
vinterfasthed. Når vi markedsfører en sort som vinterfast må det ikke bare være
salgsgas, siger Thomas Bisgaard Jacobsen.
Udvintring på op til 88 procent
I forsøgene svinger udvintringen fra en til 88 procent.
Den højeste udvintring ses hvor der har været spildraps i parcellerne og
spildrapsen har trykket forsøgene.
Det ses tydeligt, at raps med kun fire blade ikke kan
overvintre. Rapsen skal udvikle otte blade inden vinteren sætter ind. Ellers
går den til, når der kommer »rigtig« vinter, advarer produktchefen og fremhæver,
at dværghybrider ikke er gode til at skygge for ukrudt, og derfor, med de
indskrænkede muligheder der er for kemisk bekæmpelse i rapsen, har det
svært.
- Blandt de almindelige hybrider er Armstrong den sort,
der klarer skærene bedst. Med en udvintring på kun cirka 15 procent i de finske
forsøg, er Armstrongs plantebestand i foråret tilstrækkelig til, at den vil
kunne udnytte potentialet fuldt ud, vurderer Thomas Bisgaard Jacobsen.
Beskytter vækstpunktet
Årsagen til Armstrongs gode overvintring skal, ifølge
Thomas Bisgaard Jacobsen, findes i vækstformen.
- Armstrong er meget kompakt og bredt voksende i
efteråret, hvilket beskytter vækstpunktet. Mange andre sorter er tilbøjelige
til at vokse kraftigt og meget mere opret, hvormed vækstpunktet bliver mere
udsat.
I Danmark er det efterhånden blevet meget almindeligt at
vækstregulere rapsen i efteråret for at holde vækstpunktet så tæt ved jorden
som muligt inden vinter.
- Dette er en absolut god forsikring i sorter, der typisk
vokser opret, men i en sort som Armstrong er det spild af tid og penge,
forklarer han. I foråret er situationen en lidt anden. Her kan det være en god
forsikring af anvende Caryx, da det giver flere vitale sideskud, og risikoen
for lejesæd minimeres.