Høsten vil i år starte en uge tidligere i Europa

- Jeg tror, at vi er i gang i Rumænien lige efter den 20. juni, siger Jacob Korsgaard

- Vi skal igen i år høste mellem 60.000 og 65.000 hektar, så vi er godt i gang med at klargøre mejetærskerne, siger gårdejer Jacob Korsgaard fra Hinnerup vest for Aarhus.

Han er for femte år i træk en del af den såkaldte høstkaravane, der med et større antal Claas-mejetærskere starter i det sydøstlige Europa og skærer sig vej gennem korn- og majsmarker for at ende oppe i Letland i nord.

- Min mavefornemmelse siger mig, at vi kommer en uge tidligere i gang i år. Det har været varmt og tørt i Slovakiet og Rumænien – med i disse dage over 30 graders varme. Men det står selvfølgelig for min egen regning, understreger den midtjyske landmand.

Startede i Polen

Foruden sin egen gård driver Jacob Korsgaard, 44 år, også slægtsgården Nørreriis i et I/S med sine tre søskende. Det bliver til i alt 550 hektar i det midtjyske.

Han har tidligere arbejdet otte år hos importøren af Claas og Case IH i Danmark og herefter været medejer af en maskinforretning.

- I min tid som maskinhandler mødte jeg to polske maskinstationsejere, som jeg svingede utroligt godt med. På et tidspunkt sad vi og snakkede om, hvorfor det kun var i USA, der var store karavaner af høstmaskiner, der startede i syd og høstede nonstop nordpå, fortæller Jacob Korsgaard.

- Det skulle da prøves, besluttede vi og samtidig kom der i Polen en politisk beslutning om iblanding af minimum 10 procent halm i de polske kulfyrede varmeværker.

Det gav efterspørgsel af halm i storskala i Polen. Vi gik straks på jagt efter bigballepressere og fandt nogen i Finland. Dem fik vi købt og i løbet af den første måned pressede hver maskine cirka 13.000 bigballer i Polen. Bagefter fik jeg selv presset 3.000 baller i Danmark.

Det gav blod på tanden og da mejetærskere var de tre maskinfolks store passion, fik de sat et hold høstmaskiner sammen og gik i gang i Rumænien. Derefter flyttede de hele styrken til Polen.

Den europæiske høstkaravane var en realitet.

Fra Spanien til Rumænien

- Normalt starter vi en uge før i Rumænien end vi gør i Slovakiet, fortsætter Jacob Korsgaard. Men det er meget individuelt, hvilke marker der bliver tjenlige. Enkelte år har vi faktisk taget første skår i det noget nordligere Slovakiet.

Skal man virkelig høste tidligt i Europa, skal man til Spanien, hvor høsten typisk kommer i gang allerede sidst i maj – altså om få dage.

- Vi har flere gange overvejet at søge kunder i Spanien, for at sprede udnyttelsen af vores høstmaskiner.

- Hvis vi kunne starte høst i Spanien sidst i maj, i Rumænien sidst i juni og i Danmark sidst i juli, så er vi ved at være der, smiler Jakob Korsgaard.

Men problemet er en voldsom stor logistik med mejetærskerne. Der er meget lang transport af maskinerne fra Sydspanien til Rumænien – over 3.000 kilometer. Og endnu længere til Letland.

- Netop transport af maskinerne er noget af det, som vi har overvejet at nedbringe omkostningerne på.

- Mange gange er det sikkert mere rentabelt at lade en mejetærsker blive i for eksempel Rumænien, hvis der om kort tid er majs, der skal høstes – frem for at flytte den måske 500 kilometer til Slovakiet.

- Over større afstande bruges blokvogne. Og så har vi fået lavet to trailere, som kan læsses med to 35 fods skæreborde. Det har halveret vores behov for kørsel.

Fast udskiftningspolitik

Jacob Korsgaard stiller selv med tre af sine mejetærskere til høstkaravanen, der kan komme op på ikke mindre end 40 mejetærskere.

- Vi udskiftede de to af mine mejetærskere sidste år til nye, i år vil vi skifte den tredje til en ny og næste år skal der så to helt nye ind igen. Jeg kører en helt fast udskiftningspolitik, så det mest er nye mejetærskere, vi kører med.

Desuden har han indkøbt et majsskærebord siden sidste høstsæson.

Danske piloter

- Vores optimale høstteam er seks mejertærskere med tilhørende kornvogne, fortæller Jacob Korsgaard.

- Vi bruger så vidt muligt kun danske piloter på vores mejetærskere og normalt høster de fra klokken 8.30 til midnat. Det giver en optimal gruppe, hvor de samme folk kan køre en hel dag.

Kunderne, som ejer de høstklare marker, er udelukkende vesteuropæiske investorlandmænd fra Tyskland, England, Holland, Italien, Østrig og Danmark.

- Vi laver gerne femårs kontrakter, hvor betalingen deles med 50 procent inden høst og 50 procent ved slut.

- Umiddelbart går vi ikke efter at øge kontraktarealerne over de samlede cirka 65.000 hektar, men derfor tager vi alligevel nye ind, da der altid udgår nogen.

Læs også