NOLA-formand Herdis Lindegaard Jespersen ønsker Danish Crown og Arla lægger sig i selen for at skaffe merværdi til danske producenter.
- Det er dejligt at få lov at være sammen med så mange
aktive svineproducenter, lød velkomstreplikken fra en storsmilende Herdis Lindegaard
Jespersen, formand for Nordsjællands Landboforening, ved Agrovis Svinekonference
i Haslev tirsdag.
- Det er en sjældenhed i Nordsjælland, hvor jeg kommer
fra, og jeg satte jo selv grisene ud for 7-8 år siden, tilføjede hun muntert.
Herdis Lindegaard Jespersen fik taletid efter, at formand
for Videncenter for Svineproduktion, Erik Larsen, havde givet et resume af sin
beretning, som han holdt på svineproducenternes årsmøde i Herning for nylig.
Vil dialog
Landboformanden fortalte med selvironi, hvordan nogle nok
havde regnet hende for en elefant i en glasbutik, da hun for nylig tilbød at
hjælpe med at få fordelt en merpris for mælken i Coop-butikkerne til danske mælkeproducenter.
- Det vakte ikke gehør hos andelsselskaberne, men vi har
brug for en dialog med andelsselskaberne, fastholdt hun.
- Vi må have den dialog, fordi forbrugerne vil landbruget
lige nu. Vi har et åbent vindue til politikerne og forbrugerne, som landbruget
bør udnytte til en merværdi til os selv.
Lokal afsætning
Blandt andet foreslog den nordsjællandske formand, at man
også tager en debat med Danish Crown om at afsætte produkter lokalt.
- Det kan give producenterne en merværdi. Ikke blot
økonomisk men også i form af goodwill, når forbrugeren møder producenten i den
lokale butik, påpegede hun.
Resten af dagen fordelte de omkring 70 deltagere sig på konferencens
to spor: Et strategisk spor og et mere praktisk anvendeligt spor, inden den
afsluttende aftensmad.