Nye fødevarefællesskaber får hjælp til opstart

På få år har fødevarefællesskaberne spredt sig ud over Danmark. I dag er der 23 af dem fordelt over hele landet.

Nu er der hjælp at hente, hvis man ønsker at starte et nyt. I det helt nye projekt »ØkoStart« deler ildsjæle fra landets fødevarefælleskaber ud af erfaringer og konkrete råd til opstartsfasen.

Da Aarhus Økologiske Fødevarefællesskab startede i 2011, bestod den af en lille gruppe på syv mennesker. Hver især fandt de to-tre personer i deres netværk, som ville lægge et indmeldelsesgebyr og betaling på den første økologiske råvare-pose. Det gav fødevarefællesskabet penge til at købe poser til den første udlevering og til at betale producenten. Og således var fødevarefællesskabet i gang. I dag er der mere end 1000 medlemmer.

 Med konkrete eksempler og erfaringer som dette, vil projektet »ØkoStart« nu gøre det lettere at starte nye fødevarefællesskaber i Danmark. Et økologisk fødevarefællesskab er et indkøbsfællesskab, som køber økologiske produkter direkte fra lokale øko-producenter til fødevarefællesskabets medlemmer.

 - Mange af fødevarefællesskaberne har de samme udfordringer og overvejelser i opstartsfasen. Med »ØkoStart« giver vi bud på løsninger på alt fra rekruttering af medlemmer, samarbejde med økologiske producenter til kontakt til Fødevarestyrelsen. Ved at gøre det mere enkelt at starte fødevarefællesskaber op er håbet med »ØkoStart« at gøre samarbejdet med de økologiske producenter nemmere og øge afsætningen af økologiske produkter i Danmark, siger projektleder Tine Christensen.

Læs også