Nye planer tager hensyn til ulven

Hos Naturstyrelsen finder man det sandsynligt, at ulven får unger her i landet, og det tager man højde for med nye retningslinjer

Ulven springer nu ind i Naturstyrelsens nye plan for driften af de midtjyske statsskove.

Dermed er det første gang, at en af styrelsens driftsplaner indeholder retningslinjer for, hvordan man skal omgås ulve i danske skove, oplyser Naturstyrelsen. Retningslinjerne betyder blandt andet, at jagtformen i Nørlund Plantage er ændret, fordi man forventer, at der skal tages hensyn til ulvefamilier.

- Med de mange ulveobservationer i Midtjylland er det naturligt, at vi tager ulven med i planlægningen af vores arbejde, når vi kigger 15 år frem. Det er jo sandsynligt, at de får unger på et tidspunkt, og så skal vi være klar til at skærme ulvene for forstyrrelser. Det er vi forpligtet til ifølge habitatdirektivet, siger skovrider Poul Ravnsbæk fra Naturstyrelsen i Midtjylland på styrelsens egen hjemmeside.

Her fremgår det også, at orienteringsløb og andre større aktiviteter planlægges, så de ikke foregår i yngletiden.

Læs også