Vandområdeplaner bliver forsinkede

Det faglige grundlag for de nye vandområdeplaner skal være på plads, lyder forklaringen fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen

De kommende vandområdeplaner bliver ikke klar offentliggørelse i december.

Det oplyser Miljø- og Fødevareministeriet, der forklarer det med, at der i forbindelse med landbrugs- og fødevarepakken vil blive taget stilling til indholdet i de kommende vandområdeplaner – og ”det faglige grundlag skal først opdateres til allernyeste viden”.

- Jeg vil være sikker på, at det faglige grundlag for de nye vandområdeplaner er på plads, før jeg sender dem på gaden. Det handler om milliarder af kroner, så derfor har jeg tid til at vente på, at alle indsatser, beregninger og vurderinger gennemgås, og at kvælstofudvalget bliver færdigt, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) i en pressemeddelelse.

Kvælstofudvalget blev nedsat af den tidligere regering og har til opgave at gennemgå beregninger af vandområdeplanernes indsatsbehov for kvælstof.

EU skal orienteres

Miljø- og fødevareministeren har orienteret Folketinget om forsinkelsen af vandområdeplanerne.

Det er ministerens forventning, at de nye vandområdeplaner vil være offentliggjort i første halvdel af 2016. Vandområdeplanerne skal gælde fra 2015 til 2021 og afløser dermed de nuværende planer, der gælder indtil udgangen af 2015.

Europa-Kommissionen holder øje med, om medlemslandende overholder deres frister. Ministeren vil orientere Europa-Kommissionen om, at der pågår en udredning af det faglige grundlag, og at vandområdeplanerne derfor bliver forsinkede. 

Læs også