Risiko for skattesmæk til udenlandske medarbejdere

Med lidt hjælp og rettidig omhu kan udenlandske medarbejdere undgå stort skattesmæk i helt op til tre år efter, at de har forladt landet

- Jeg laver alligevel løn for landmanden - også til den udenlandske arbejdskraft. Så er det lettest lige at lade mig se på årsopgørelsen i samme ombæring, så vi undgår unødige skattesmæk, siger løn og HR-rådgiver Lisbeth Frederiksen, Centrovice, der ofte oplever, at det kommer som en overraskelse, at de oplysninger, der fremgår af skattekortet, ikke automatisk overføres til årsopgørelsen.

- Det er vigtigt, at man selv er opmærksom på at få de korrekte tal ind på årsopgørelsen. Gør man ikke det, kommer der en stor restskat til medarbejderen. Ofte oppe omkring de 10.000 kroner, advarer rådgiveren.

Frist 1. maj.

Årsopgørelsen for 2014 skal være færdig her den 1. maj. Dog har man, ifølge Lisbeth Frederiksen, tre år til at rette bagud.

- Det betyder, at vi endnu kan nå at rette årsopgørelsen fra 2011, hvis der er behov for det, siger hun.

Medarbejderen er uvidende

Problemet bunder oftest i, at de udenlandske medarbejdere tit er sæsonarbejdere og derfor ikke har adgang via NemId, ligesom de ikke har tilegnet sig viden om, hvilke regler der gælder i Danmark.

- Ofte støder vi først på problemet, når der er sendt adskillige rykkere fra Skat og i værste fald først, når inkassosagen kører, siger Lisbeth Frederiksen og anbefaler, at arbejdsgiveren hjælper med kontakten og får medarbejderen gjort opmærksom på, hvilke krav der stilles.

- En god ide vil være at lave opgørelsen i forbindelse med, at medarbejderen rejser hjem, og så sende oplysningerne til Skat med det samme. Det er især en fordel for sæsonarbejdere, der måske ikke kommer igen, eller som rejser midt på året.

Sender kravet videre til hjemlandet

Hvis restskatten ikke indbetales rettidig, har Lisbeth Frederiksen set flere eksempler på, at Skat videresender kravet til medarbejderens hjemland.

- I hvert fald de polske myndigheder er meget skrappe og skyr ikke mange midler for at indkassere de penge, den danske stat meddeler, der skyldes, advarer hun.

Læs også